Frivillige inviterer indenfor

Unge ildsjæle holder åbent hus og fortæller om tilbud til ensomme unge

Mødestedet Ventilen Sønderborg er altid klar til at tage imod ensomme unge, og torsdag den 2. februar er der åbent hus, hvor man kan høre om deres arbejde.
- Sidste januar holdt vi også åbent hus, primært for fagfolk, der har med unge at gøre, og det var bare rigtig positivt at mødes med dem og fortælle om vores tilbud, vi oplevede at både de og vi fik meget ud af mødet, fortæller Winnie S. Lauritzen, som er en af de unge frivillige, der driver stedet.
På grund af de positive erfaringer fra sidste år har de frivillige valgt at gøre åbent hus til en tradition i starten af et nyt år. I år sker det torsdag den 2. februar kl. 16.00-18.00.
Arrangementet er denne gang ikke kun for fagfolk, men åbent for alle, der er interesseret i at høre lidt mere om Ventilen Sønderborg. De frivillige vil fortælle om deres arbejde og der vil være rig mulighed for at få svar på spørgsmål – og så er der kaffe og kage til.
- Vi håber at folk vil benytte sig af lejligheden til at komme forbi og se hvem vi er og hvad vi laver. Der kan jo godt sidde en del folk rundt omkring, som er bekymret for et ungt menneske de kender. Det her er en lejlighed for at finde ud af om Ventilen mon kan hjælpe, siger Winnie S. Lauritzen.
Omkring 6% af alle unge føler sig ensomme og det gælder også blandt unge i Sønderborg. Foreningen Ventilen Sønderborg er sat i verden for at hjælpe ensomme unge, så de har et sted at gå hen hvor de kan opleve at være en del af et fællesskab og hvor der er andre unge at snakke med.
- Tanken er at de unge kan komme her og møde nogen der er samme situation som dem selv. Alle har brug for et sted hvor man føler man høre til og hvor man kan være sig selv. Det sted vil vi skabe med Ventilen, forklare Winnie Schwartz lauritzen.
 Ventilen er en frivillig, social forening der driver mødesteder for stille og ensomme unge mellem 15 og 25 år, hvor der på landsplan drives 13 mødesteder ud fra ung-til-ung og hjælp til selvhjælp principper.
Ventilen Sønderborg drives af unge frivillige mellem 18 og 30 år. Ventilen Sønderborg har været i gang siden oktober 2010. Mødestedet holder åbent hver anden torsdag, hvor der arrangeres forskellige aktiviteter.
Man kan læse mere på www.ventilen.dk

Publiceret 30 January 2012 11:47