Forrest i den flotte røde dragt står Emmali, som er fra Kina. Men alle børnene i koret sang på klingende kinesisk, så vidt Budstikkens udsendte kunne bedømme. Bagerst ses skolens kinesiske lærer, Shihua Wang.

Forrest i den flotte røde dragt står Emmali, som er fra Kina. Men alle børnene i koret sang på klingende kinesisk, så vidt Budstikkens udsendte kunne bedømme. Bagerst ses skolens kinesiske lærer, Shihua Wang.

Nytår på den internationale skole

Af
Af Svend Mikael Larsen

Sønderborg International School fejrede i sidste uge det kinesiske nytår. Det var godt nok et par dage for tidligt, men da det jo gerne skulle være i skoletiden, valgte man at tyvstarte nytåret lidt.
Primus motor for arrangementet, hvor både elever, lærere, forældre og bestyrelse deltog, var Shihua Wang, som er fra Kina, og som underviser på både Sønderborg International School og i økonomi på IB, som er det internationale gymnasium på EUC Syd.
På skolen går i alt 59 elever fra 0. til 10. klasse, og alle har været i sving i forbindelse med nytårsfesten. Der er bl.a. blevet fremstillet masker, lanterner og indøvet sange på kinesisk. Og så har der været rigtig meget gang i køkkenet med fremstilling af kinesiske specialiteter.
- Til en kinesisk nytårsmenu hører 18 retter, for tallet 18 betyder lykke, fortæller Shihua Wang.
- Så mange retter lavede vi dog ikke. Til gengæld brugte vi 18 ingredienser, forklarer hun med et smil.
Til et kinesisk nytår hører også, at børnene i familien får en penge-gave. Det skulle skolens elever ikke snydes for, og derfor var der chokolade-penge til alle.
Det er ikke første gang, man fejrer en internationale mærkedag på skolen. Således blev den indiske lys-fest fejret i november.
Sønderborg International School er en udløber at den internationale del af Privatskolen Als. Nu er det en selvstændig skole, der siden august har haft til huse i det tidligere Håndværkerskolen på Grundtvigs Allé. I den korte tid skolen har eksisteret, er man gået fra 39 til nu 59 elever, og man arbejder på også at kunne åbne en international børnehave.
- Målet er at kunne tilbyde international skolegang i Sønderborg lige fra fødsel til universitet, og det ved jeg, at man også er interesseret i fra kommunens side, siger skolens leder, Helen Becker, som stammer fra Skotland.

Publiceret 30 January 2012 16:00