Eleverne lyttede, da Kåre Jensen fra politiet fortalte om, hvordan det var at have en ung pige til afhøring.

Eleverne lyttede, da Kåre Jensen fra politiet fortalte om, hvordan det var at have en ung pige til afhøring.

SE BILLEDERNE:

De unge valgte fremtiden

Traditionen tro kunne 7. klasse eleverne i kommunen selv være med til at vælge fremtiden. Et godt liv eller et liv med misbrug.

Af
Kim Schou

Det var en realitet, da Lions klubberne i Varde og Ølgod, i tæt samarbejde med Varde Kommune (Virksomheden Skoler, Ungdomsskolen, SSP samt Center for Sundhedsfremme) og Varde Garnison, med hjælp fra bl.a. elever på Campus Varde, Drabanterne i Ølgod og Skadestuen på Sydvestjysk Sygehus for tredje år i træk gennemførte en alternativ undervisning om bl.a. misbrug.
Mandag var det lærerne der fik undervisning og tirsdag og onsdag var det elevernes tur om dagen, mens elevernes forældre var inviteret om aftenen.
Undervisningen tog udgangspunkt i fem teaterværksteder og masser af dialog, hvor eleverne kom meget tæt på situationer fra en misbrugers hverdag.
Her lyttede eleverne til to tidligere misbrugere.
Det handlede også om politiafhøring, vold på diskoteket, en realistisk skadestuesituation samt om en forfest. På politistationen foretager politibetjent Kåre Jensen en meget realistisk afhøring af en ung misbruger. Skadestuen var bemandet med de to professionelle sygeplejersker Morten og Bente, som bl.a. viste, hvordan en udpumpning af en ung misbruger finder sted. Til forfesten inviteres tilskuerne til både en pigeforfest og en drenge-forfest, hvor det går galt for nogle af deltagerne. Det var Cecilie og Ditte fra performance linien på Campus der spillede de to unge. I øvrigt sammen med to drenge. Her præsenteres problemerne på en meget direkte måde, som får de mange unge til at lytte. Derudover var eleverne deltagere i andre værksteder, hvor det gjaldt om at samarbejde.
Mette With Hagensen fra Skole og Forældre var med i aftenenens paneldebat, og hun var begejstret for arrangementet.
- Jeg vil gerne rose arrangementet. Der er ingen løftede pegefingre eller formaninger, men alligevel en tydelig besked om, at når du tager et valg, så har det en konsekvens, fortæller Mette With Hagensen.
- Jeg vil gerne opfordre klassens forældre til at tale sammen om fester og alkohol, og gerne nå frem til aftaler om, hvad eleverne må og ikke må, og hvordan spillereglerne er ved fester både i klassen og ude i byen. Det kan være svært at blive enige, men det er ikke umuligt, tilføjer hun.
- Vi forældre skal tydeligt fortælle børnene, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok, og så skal vi være det sikre bagland, så børnene aldrig bliver i tvivl om, at er de utrygge eller i problemer, så kan de altid komme til os efter hjælp, fortæller hun.

Kasernen lagde lokaler til

Arrangementet var igen i år henlagt til Varde Kaserne, hvor garnisonen velvilligt havde stillet de nødvendige lokaler til rådighed.
- Projektet "Du vælger selv" falder nemlig meget godt i tråd med kasernens tidligere projekt med at få evt. misbrugere blandt de værnepligtige gjort stoffri, fortæller presseofficer kaptajn Arne Dyring.
Tovholder Svend Erik Jensen fra Lions Club Varde var også ovenud tilfreds med arrangementet.
- Jeg vil gerne rose og sige tak til alle vore hjælpere – inkl. Varde Garnison – uden hjælp fra alle disse, kunne vi ikke gennemføre projektet. Specielt vil jeg gerne takke debutanterne – de fire unge mennesker fra "forfesten" samt de to tidligere misbrugere, som indviede elever og forældre i deres tidligere liv. Det var rigtig godt gået, slutter han.

Forældrene mødte talstærkt frem for at høre om de faldgrupper, deres børn kan risikere at havne i.

Forældrene mødte talstærkt frem for at høre om de faldgrupper, deres børn kan risikere at havne i.

Panelet under aftenenes diskussion.

Panelet under aftenenes diskussion.

Mads og Karin, begge 13 år og fra Horne Skole:
Det var et godt arrangement, og vi fik megen viden med hjem herfra. Man skal altid sige nej, uanset hvor presset man føler sig, fortæller de.

Mads og Karin, begge 13 år og fra Horne Skole: Det var et godt arrangement, og vi fik megen viden med hjem herfra. Man skal altid sige nej, uanset hvor presset man føler sig, fortæller de.

Publiceret 30 January 2012 13:15