Karina Larsen kan behandle både heste, hunde, katte og gnavere, når hun kommer på hjemmebesøg.

Karina Larsen kan behandle både heste, hunde, katte og gnavere, når hun kommer på hjemmebesøg.

Den rullende dyrlæge

Karina Larsen arbejder med hjemmebesøg - og det er en gevinst på flere måder

Dagen før har Karina Larsen aflivet en labrador hos et ældre ægtepar. Hunden var gammel og havde revet bækkenet af led, så der var kun var én udvej. Aflivningen foregik i ægteparrets hjem, hvilket gjorde opgaven meget lettere. - Ejerne var rigtig glade for, at de ikke skulle af sted til en klinik med hunden. Den fik fred på stuegulvet i stedet for på et bord på en kold klinik, hvor den ikke havde været tryg. - Især i forbindelse med aflivninger er folk meget taknemmelige for, at dyrlægen kan komme til dem, fortæller Karina Larsen.

Stort marked

Den 30-årige dyrlæge har nu sin egen dyrlægepraksis i St. Valby, lige nord for Roskilde. Virksomheden afviger en hel del fra normalen, fordi langt det meste arbejde finder sted hos kunderne selv og omfatter diagnosticering og behandling af både heste, hunde, katte og gnavere. Tendensen i branchen går ellers den modsatte vej med flere store og specialiserede enheder, hvilket bla. giver en lang række stordriftsfordele. Karina Larsen fornemmede imidlertid et lokalt behov for en rullende dyrlæge, og efter endt barsels-orlov fra et job i en dyrlægepraksis følte hun trang til at prøve noget nyt og ville teste sin ide. Nu et år senere er hun nu blevet bekræftet i sine formodninger. - Jeg var spændt på at se, om der virkelig var et marked, og det har jeg i høj grad fundet ud af, at der er. - Mange dyreejere prioriterer deres dyrs tryghed højt, og for dem gør det helt klart en forskel, siger hun.

Den rullende dyrlæge giver dyrene tryghed i deres vante opgivelser, og det giver gode resultater.

Den rullende dyrlæge giver dyrene tryghed i deres vante opgivelser, og det giver gode resultater.

Fordele for alle

Ifølge Karina Larsen er nøgleordet for dyrene netop tryghed. For ejerne er det tillid. Hun oplever, at det smitter positivt af, når hun har sin gang i kundernes private hjem, fordi det skaber et tættere personligt forhold. Tidligere havde hun problemer med at kende forskel på sine kunder, mens nu kender hun dem langt bedre. Samtidig er tanken, at dyrene undgår den stress, der kan være forbundet med transport til og fra dyreklinikken, tiden i venteværelset samt fremmede lyde og lugte. Som eksempel nævner hun en kat, der plejede at overtisse bilen, når den skulle køres, og var næsten umulig at komme i nærheden af på dyreklinikken. Til gengæld finder den sig pænt i at blive tilset og behandlet i sit eget hjem, når ejeren fungerer som beroligende assistent. For dyrlægen er der også store fordele. Hun nyder godt af sin selvstændighed, så hun f.eks. kan hente sine to børn tidligt i børnehaven - og så klare et kundebesøg om aftenen.

Meget klares hjemme

Den mobile dyrlæge har dog sine begrænsninger og kan ikke behandle alle tilfælde. Det klarer Karina Larsen ved at henvise disse kunder til andre dyrlæger, f.eks. ved større operationer. Men de fleste opgaver kan godt udføres i kundernes egne hjem. - Det er vigtigt at kende sine begrænsninger for, hvad der trods alt kan lade sig gøre. Og jeg har endnu ikke mødt sure miner over det. - Mine kunder ved, at jeg kan klare 9 ud af 10 hverdagsproblemer i hjemmet, og det er rigeligt for dem, siger Karina Larsen. I dag udfører hun bl.a. sterilisationer og kastrationer under sterile forhold i sit eget hjem, og hun overvejer at etablere et dediceret klinikrum i privaten.

Genfundet arbejdsglæde

Men filosofien om at køre ud til kunderne har hun dog ikke tænkt sig at lave om på, selv om hun ikke forventer nogen større rigdom. Til gengæld har hun i høj grad genfundet arbejdsglæden. - Jeg sparer selvfølgelig mange penge ved ikke at være nødt til at investere i en klinik, men jeg kunne nok alligevel tjene mere ved at praktisere mere traditionelt. - På mange måder er det også lettere at arbejde på en klinik og have alt udstyr ved hånden, men til gengæld er jeg virkelig glad for den frihed, det giver mig at arbejde på den her måde. Det betyder faktisk mere, end jeg havde troet, siger Karina Larsen. I princippet er hun tilgængelig for akutte problemer døgnet rundt, men har dog et vagtsamarbejde med en kollega.

Publiceret 01 February 2012 12:00