Fire unge taget på fersk gerning

Ville tjene hurtige penge ved indbrud i lejlighed i Herfølge.

HERFØLGE: I håbet om at tjene "nogle hurtige penge" forsøgte fire unge mennesker sig i går, tirsdag formiddag at træde ind i indbrudstyvenes rækker.
Kl. 11.22 fik politiet en melding om, at fire personer var i færd med at bryde ind i en lejlighed på Aldersro i Herfølge, efter at en glasrude i opgangsdøren var blevet knust. En dør til en lejlighed var nu ved at blive brudt op.
Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor politiet på fersk gerning foretog anholdelse af 17-årig dreng fra Lille Skensved og en 16-årig dreng fra Herfølge samt tilbageholdelse af en 13-årig dreng fra Grenå.
Et stykke fra gerningsstedet foretog politiet desuden anholdelse af 16-årig dreng fra Lille Skensved, idet han også kunne sættes i forbindelse med indbruddet, som de alle i forening havde begået i et forsøg på at skaffe sig ”hurtige penge”.
Den 13-årige blev ved tilbageholdelsen desuden fundet i besiddelse af en ulovlig dolk.
Efter afhøring blev de alle fire løsladt, og de tre kan se frem til en senere afgørelse på sagen, medens den 13-årige dreng ikke kan straffes på grund af lav alder.
 Oplysninger om sagen videregives for alles vedkommende til sociale myndigheder, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm

null

Publiceret 01 February 2012 10:00