Første træningspas under træningslejren i Tyrkiet foregik i høj sol og ca. 8 graders varme. (Foto. Søren Jørgensen).

Første træningspas under træningslejren i Tyrkiet foregik i høj sol og ca. 8 graders varme. (Foto. Søren Jørgensen).

Lang og anstrengende tur til Antalya

HB Køge spillerne ankom med små tre timers forsinkelse til deres hotel i det sydlige Tyrkiet.

Af
Per Møller

FODBOLD: Efter en lang og anstrengende flyvetur ankom HB Køges Superligatrup sent tirsdag aften til Antalya i Tyrkiet.
Problemerne startede så småt i Københavns Lufthavn hvor flyet blev en halv time forsinket. 
Ved mellemlandingen i Istanbul blev man mødt af et kraftigt snevejr og bidende kulde. Ikke just noget man sådan lige forbinder med Tyrkiet ...
HB Køge-delegationen ankom til Istanbul kl. 18.05, og på grund af den tidligere nævnte forsinkelse var tidsplanen en anelse presset, idet flyet der skulle bringe spillere og ledere videre til Antalya havde afgang kl. 18.25. Der var dog ingen grund til bekymringer - for tidspunktet blev ændret til kl. 19.00.
Og først efter godt halvanden times venten i flyet kom man afsted - og landede i Antalya kl. 22.00 lokal tid - hvorefter de ventende busser kunne fragte spillere og ledere til det imponerende Hotel Titanic, hvor HB Køge truppen har slået lejr.
Truppen vågnede op onsdag morgen til en skyfri himmel og temperaturer omkring de 8-10 plusgrader.
Efter en omgang morgenmad, hvor cheftræner Tommy Møller Nielsen og holdleder Søren Unger orienterede om dagens program og diverse regler på turen, herunder spisetider mv. kunne spillerne drage afsted til turens første træningspas.
- Dagens første træningspas foregik i højt solskin på et meget fint træningsanlæg beliggende ca. 4 km fra hotellet. Dagens andet træningspas bestod af lidt boldspil og styrketræning, fortæller sikkerhedschef Søren Jørgensen til Lørdagsavisen.dk.

Målmandstræner Lars Bjerring (tv) og målmand Morten H. Jensen varmer op til dagens første træning. (Foto. Søren Jørgensen).

Målmandstræner Lars Bjerring (tv) og målmand Morten H. Jensen varmer op til dagens første træning. (Foto. Søren Jørgensen).

De yngste må slæbe! Truppen ankommer til træningsbanen - og alle tager et nap med at få fragtet rekvisitterne ud fra bussen. (Foto. Søren Jørgensen).

De yngste må slæbe! Truppen ankommer til træningsbanen - og alle tager et nap med at få fragtet rekvisitterne ud fra bussen. (Foto. Søren Jørgensen).

Publiceret 01 February 2012 17:15