Smagsløgene på tidsrejse:

En vikinge-bid

Af
Anette Gundlach

Der var fuldt hus, da restaurant Snekken, Zonen for Madkultur og Vikingeskibsmuseet inviterede på en smagsrejse gennem tiden.
Ingredienserne var moderne mad lavet af råvarer, der blev brugt i Danmark i Vikingetiden, et stænk af Roskildes historie og indslag om vikingeskibene, der er fundet ved øen, hvor både Snekken og museet nu ligger.
Formålet var at finde frem til vikingemenuer, der både tager udgangspunkt i datidens autentiske køkken samt roskildensernes ønske om at gå ud og spise og få sig en ekstra oplevelse ud over maden.
Før hver ret fortalte madhistoriker, arkæolog og kogebogsforfatter Bi Skaarup, hvordan bestemte vikingeskibe havde inspireret kokken til netop denne ret.
Den første ret var helleflynder med fennikel og sandtorn, som er typiske ingredienser, man i mange århundrede har kunnet finde i Danmark.
Bi Skaarup forklarede at helleflynderen var en meget sjælden og fin fisk i vikingetiden, fordi den lever i dybe vande.

Flere svin

Retten var inspireret af en norsk fiskerbåd bygget i 1030. Den blev brugt til at fange hvaler og sæler med.
Hovedretten var svin på flere måder, både grillet og kogt. Tilbehøret var bagte rodfrugter og rodfrugtssalat., fortalte Bi Skaarup.
En del af jordens gaver, som hun er sikker på, man har dyrket i Danmark siden jernalderen (fra 500 før vores tidsregning til cirka 850 efter). Det er længe før historiebøgerne fortæller det.
-Jeg mangler bare at bevise, at de allerede havde agerbrug dengang. Bare fordi der ikke er skrevet om det, er det ikke ensbetydende med, at det ikke er sket, sagde historikeren.
Denne ret var blandt andet inspireret af et krigsskib fra 1042, der ligesom restauranten hed Snekken.

Hyben i pølseenden

Som rosinen i pølseenden blev der serveret en fantastisk dessert, der slog benene væk på undertegnede. Den bestod af hybenmos med hasselnødder og flødeskum. Tre ingredienser, der var vigtige energikilder i vikingetiden.
Faktisk var der en speciel nøddelov, der sagde, at enhver mand havde ret til at gå ind i skoven og fylde lommer og hat med nødder. Også selvom skoven ikke var hans egen.
De mange historier og den spændende menu fik smilene frem langs langbordene, og snakken gik lystigt på kryds og tværs af bekendtskaber.
Fra påske og i tiden derefter kan man opleve mere vikingemad på Snekken.

ag@roskildeavis.dk

Publiceret 01 February 2012 08:00