Pædagog Vibeke Døssing (tv) og flokken af kommende skolebørn fra Børnehaven Tusindfryd besøgte standen i Ulsnæs centret, hvor blandt andre Michael Tøt og Lena Rosenkrantz fra Egernsund gjorde opmærksom på, at der faktisk kun må køres med 80 km/t på Brovej.

Pædagog Vibeke Døssing (tv) og flokken af kommende skolebørn fra Børnehaven Tusindfryd besøgte standen i Ulsnæs centret, hvor blandt andre Michael Tøt og Lena Rosenkrantz fra Egernsund gjorde opmærksom på, at der faktisk kun må køres med 80 km/t på Brovej.

Fire spor men ingen motorvej

Borgerne i Egernsund vil have farten ned på Brovej, hvor der ofte køres alt for stærkt

Mellem Gråsten og Egernsund er Brovej firesporet, og den slags indbyder til fart. En gruppe beboere fra Egernsund stillede sig forleden op midt i Ulsnæs centret for at gøre opmærksom på problemet. - Mange mennesker har brug for at krydse Brovej hver dag, og hvis bilisterne bare ville holde fartgrænsen på 80 kilometer i timen, ville det være mere sikkert at krydse vejen, siger Lena Rosenkrantz fra Egernsund. - Et af de steder, hvor mange bilister sætter farten op i stedet for ned, er lige inden de to spor bliver til et, så vil mange lige prøve, om de kan nå at overhale den forankørende, fortæller Michael Tøt, som sammen med Lena Rosenkrantz bemandede standen i Ulsnæs centret, da Budstikken kiggede forbi. Den høje fart gør det ekstra farligt for folk, som f.eks. skal over til busstoppestedet ved Brovej, og for de mange børn, som efter sommerferien skifter skole, da det ser ud til, at skolen i Egernsund snart vil lukke. En flok af de kommende skolebørn fra Børnehaven Tusindfryd i Egernsund var derfor sammen med pædagog Vibeke Døssing ude for at se på forholdene - Vi ville prøve at gå hele vejen til Gråsten, og flere af børnene syntes godt nok, at det var lidt farligt med de hurtige biler, der susede forbi os, fortæller pædagog Vibeke Døssing fra Børnehaven Tusindfryd. Vel fremme i Ulsnæs centrets mere trygge rammer ventede der fart-kage på børnene, som også ivrigt deltog i en lille konkurrence, hvor man skulle gætte, hvor meget længere tid det tager at køre en strækning på ti kilometer med 80 kilometer i timen i stedet for 90. Standen i Ulsnæs var et led i kampagnen "Mit hjem - Din fart", hvor Rådet for Sikker Trafik sætter fokus på farten på landevejene, og hvor borgere i hele landet opfordres til at være med. På søndag den 6. maj fra kl. 8 kan man igen møde de aktive Egernsund-borgere. Denne gang ved Rathjes Bageri i Egernsund. Man kan læse mere om fartkampagnen på www.sikkertrafik.dk.


Det er noget af en 'hovedgade' man har i Egernsund, og her har mange bilister desværre en tendens til at køre alt for hurtigt.

Det er noget af en 'hovedgade' man har i Egernsund, og her har mange bilister desværre en tendens til at køre alt for hurtigt.

Publiceret 01 May 2012 08:00