Tina Elizabeth Tolstrup har sat sig til rette i bassinet. Det er Britt Højmark Jespersen, der kigger på.

Tina Elizabeth Tolstrup har sat sig til rette i bassinet. Det er Britt Højmark Jespersen, der kigger på.

Fisken de kaldte doktor

Fredericia har fået en ny klinik, hvor 450 små fisk giver dig "naturlig hudpleje"

Af
Lars Saugbjerg

- Nu træder jeg vel ikke på dem?
Tina kigger bekymret ned i karret, hvor en stor stime sultne fisk venter. Garra Rufa, hedder fiskene, der også bliver kaldet doktorfisk og psoriasisfisk.
- Uuuhhh!!!
Tina krymper sig sammen i sin bikini, og griner nervøst. Men snart bliver hendes bekymrede udråb afløst af forløsende suk.
- Det er overhovedet ikke ubehageligt. Det kilder lidt. Wauu, hvor er det fedt, konstaterer hun efter kun et par minutter i det store badekar.

Døde hudceller

Britt Højmark Jespersen har netop åbnet fysiofisk.dk. Klinikken har til huse i Kongensgade 26a.
- Behandlingen med fisk er en naturlig udbygning af mine andre tilbud, som mest handler om samtaleterapi, siger Britt Højmark Jespersen, dynamisk terapeut.
De cirka 450 fisk i bassinet spiser døde hudceller, og deres helende effekt er kendt verden over. De bruges blandt andet til behandling af psoriasis, akne, børneeksem, astmaeksem, fodsvamp, hælesporer og hård hud.
Der findes kun ganske få steder i Danmark, hvor det er muligt at få "dyppet" hele kroppen.
- Det er en helt fantastisk behandling, lyder det begejstret fra Britt Højmark Jespersen.
- Når fiskene spiser afgiver de et enzymholdigt stof, der normaliserer celledelingen. Det er smertefrit og uden bivirkninger, siger hun.

Det er svært at finde en grimasse, der kan passe. Det lykkedes dog for Tina...

Det er svært at finde en grimasse, der kan passe. Det lykkedes dog for Tina...

Hygiejnen

Vandet er 31 grader varmt, og renses otte gange i timen med både filter og uv-belysning. Og der vil altid være mindst 1 time mellem hver behandling for at sikre optimal vandkvalitet.
- Jeg er helt hysterisk med hygiejnen, og tager vandprøver hver dag, smiler terapeuten.
Inden den 45 minutter lange behandling i karret skal kunden tage et brusebad. Har man et egentligt hudproblem skal man regne med fem behandlinger i løbet af 10 dage. Derefter er næste behandling først nødvendig efter 3-6 måneder, oplyser Britt Højmark Jespersen.
Hver behandling koster 350 kr. Der er halv pris som åbningstilbud i maj måned. Se mere på fysiofisk.dk.



- Wau, hvor er det fedt. Jeg får helt lyst til at ae dem.
Tina Elizabeth Tolstrup

Fiskeben.

Fiskeben.

Publiceret 01 May 2012 07:00