Mette Werge er ny dansk mester.

Mette Werge er ny dansk mester.

Nye danske mestre

Det bedste resultat for HBC ungdom i rigtig lang tid

Ved DMU viste HBC's talenter sig igen frem på fornem vis. Turneringen kårer "danmarksmestre" i alle sekundære rækker, hvor der ikke afvikles officielle mesterskaber. Derfor kan Mette Werge og Nicolaj Wolf med rette kalde sig danmarksmestre.

Mette Werge vandt DM i single for U-9 i flot stil uden at afgive et sæt undervejs i hele turneringen. Da det samtidig blev sølv i double, var det en præstation, der overgik selv de vildeste forventninger.
I herredouble U-9 havde blot 6-årige Kristoffer Kolding haft en heldig hånd, da hans makker, fundet ved lodtrækning, var stærke Mads Juel Møller fra Århus AB, der tog titlen i single. Den noget umage double spillede sig til finalen, hvor det dog blev til nederlag. Men det fratager ikke Kristoffer Kolding titlen som yngste medaljetager. En flot sølvmedalje til et lysende talent, der allerede nu bider skeer med spillere, der er både 2 og 3 år ældre.
De største forventninger knyttede sig på forhånd til Nicolaj Wolf. Som eneste spiller, der normalt spiller i U-13-elite, var han naturligvis topseeded i både single og double. På den baggrund kunne han næste kun skuffe, og det blev heller ikke en turnering, hvor spillet foldede sig ud. Om det var den enorme opmærksomhed, som var medvirkende, eller det bare var en lille off-day, er svært at sige. Men det blev "kun" til sølv i single efter nederlag i tre sæt til Oscar Sunekær fra Ringsted. Så var der lidt mere format over doublen med den faste makker Troels Elting fra Lyngby. Efter en lidt sløj semifinale, viste drengene format i finalen, der blev vundet så sikkert som 21-5 og 21-8.
En samlet høst på to guld og tre sølv er det bedste resultat for HBC meget længe og understreger igen, at talenterne findes og trives i Hvidovre.

Publiceret 01 May 2012 09:00