Ditte Marie Leigh sammen med skoleelever på vej gennem landsbyen mod skolen.

Ditte Marie Leigh sammen med skoleelever på vej gennem landsbyen mod skolen.

Ditte Marie lever drømmen ud

Ditte Marie fra Genner ville gerne gøre en forskel for nogle få afrikanske børn. Nu gør hun en stor forskel for mange

Af
Peter Rasmussen

Da Ditte Marie Leigh, tilbage i januar 2009, tog den store beslutning, at starte skoleprojekt i Gambia, var det blot med tanken om, at gøre en positiv forskel i nogle gambianske børns liv.
Hun havde på daværende tidspunkt ingen idé om, at dette projekt tre år senere ville omfatte 117 sponsorbørn og være en så stor og vital del af hendes liv.
I marts 2008 var Ditte Marie Leigh fra Genner ved Rødekro på ferie i Gambia. Det var første gang hun stiftede bekendtskab med dette skønne land og dets fantastiske befolkning. Det at den gambianske befolkning trods den enorme fattigdom var så glade, så umiddelbare og så ivrige efter at komme i kontakt for at lære hende og hendes kultur nærmere at kende, gjorde et stort indtryk. Ikke mindst børnenes store smil og glade tilråb: ”TOUBAB, TOUBAB, TOUBAB…” (hvid person, red.).
Mange af disse børn gik ikke i skole i løbet af dagen fordi deres familier simpelthen ikke havde råd til, at betale for deres undervisning. Mange familier havde dårlig nok råd til mad og levede fra hånden til munden.
Ditte Marie lærte en lille pige og hendes familie at kende under dette ophold i Gambia, og hun blev overrasket over at denne lille pige kunne gå i skole et helt år for hvad der svare til 300 kr. inkl. skoleuniformer og materialer. Dette besluttede hun sig straks for at betale og pigen blev meldt ind i skolen.
Tilbage i Danmark kunne Ditte Marie ikke få dette faktum ud af tankerne. Hvis der ikke skulle mere til for at hjælpe et gambiansk barn i skole, kunne så ikke flere gambianske børn få denne mulighed hvis flere mennesker gik sammen om at hjælpe.

Venskab blev til fond

I Gambia havde Ditte Marie mødt Salifu Bah som oprindeligt kom fra en lille landsby i provinsen. Han havde som barn gået på Ngayen Sanjal Lower Basic School, som dengang kun gik til og med 6. klasse, men nu var blevet udvidet op til 12. klasse, som svare til 3.g på et dansk gymnasium.
Ditte Marie kontaktede Salifu om idéen med, at starte et projekt op i Gambia, og de blev sammen enige om, at tilbyde samarbejde med hans tidligere skole i Ngayen Sanjal, et tilbud som blev gladelig modtaget af skolens personale.
Ngayen Sanjal er beliggende i provinsen kaldet North Bank Region, ca. 220 km fra hovedstaden Banjul. Den nærmeste større by er Farafenni, hvorfra der er ca. et kvarters kørsel til landsbyen. Det er et meget fattigt område, hvor befolkningen hovedsageligt er erhvervet indenfor landbrug, dog ofte med meget lille udbytte. Skolen er den eneste i området hvor eleverne kan gå lige fra Nursery Class (0. klasse) til og med 12. klasse, og modtager derfor elever fra et større geografisk område, ikke mindst i de større klasser når eleverne fra de øvrige landsbyer længere væk skal starte i f.eks. 10. klasse.
Ditte Marie og Salifu fandt frem til, at deres projekt skulle hedde Ngayen School Fund, for at snævre ind hvilken skole de primært støtter og de gik i gang med, at få fundamentet på plads, indsamle informationer, opbygge hjemmeside. Ditte Maries forældre, Jane og Erik Ohlsen, syntes ligeledes rigtig godt om idéen og tilsluttede sig arbejdet med, at få projektet op at stå. De besluttede sammen at sætte sponsorbeløbet lidt højere (til 400 kr. årligt for børn til og med 6. klasse) og dermed bruge overskuddet herfra til projekter som kunne komme hele skolen til gode, så flere end blot sponsorbørnene mærkede deres hjælp.

Et stort øjeblik. Der er sponsorgaver fra Danmark. Bilen læsses af og forventningerne er store.

Et stort øjeblik. Der er sponsorgaver fra Danmark. Bilen læsses af og forventningerne er store.

Klar til start i 2009

I maj 2009 var de klar med den første liste af børn som manglede sponsorer til deres skolegang og fik ret hurtigt sponsorer til de første. Ved skoleårets start i september 2009 havde 14 børn fået sponsorer og der var samtidig lige nok overskud til, at der endvidere kunne blive sat hegn om skolehaven, så omstrejfende dyr ikke kunne komme og og spise af afgrøderne.
Skolehaven bruges til dels til at dyrke frugter til eleverne og til at have et lille salg på det lokale marked. Desuden har eleverne to og to hver et lille bed med planter, som de skal passe med vand hver morgen og aften for at lære det grundlæggende i ”fra jord til bord” princippet.
Det efterfølgende år var antallet af sponsorbørn steget til knap 40 elever og overskuddet blev denne gang brugt på indkøb og installation af solpaneler på Ngayen Sanjal Lower Basic School. Der var endvidere penge til indkøb af to nye Dell computere til brug i skolens administration, hvilket siden har lettet de daglige administrative opgaver betragteligt.
I August samme år modtog Ngayen School Fund en donation på 18.000 kr. til brug for færdiggørelse af skolens bibliotek. Dette beløb blev overrakt til skolen personligt under donorens besøg i november 2010 og byggeriet gik i gang umiddelbart derefter. Biblioteket stod helt færdig i sensommeren 2011. På dette tidspunkt var antallet af sponsorbørn nået op på 87 og Ngayen School Fund kunne hermed overrække overskuddet på 20.000 kr til opførelse af et kombineret lærerværelse og Head Master-kontor på Ngayen Sanjal Lower Basic School, et byggeri som stod helt færdig i februar 2012.

Nu er der 117 sponsorbørn

- Vi er nu nået op på 117 sponsorbørn og har planer om, at dette års overskud skal gå til indkøb af en såkaldt Milling Machine til både skolen og lokalsamfundet, fortæller Ditte Marie og fortsætter:
- Den kan ikke mindst være en stor hjælp for kvinderne, som har det daglige meget hårde arbejde med at knuse korn til madlavningen. Skolen har i sinde at oprette en Mother"s Club, som skal inkludere alle mødrene til skolens elever, som skal stå for den daglige drift af Milling Machine og ligeledes tilberede et dagligt morgenmåltid til eleverne.
- Under de årlige besøg på skolen medbringes tøj, sko, sportstøj og legetøj til børnene som bliver doneret af venlige mennesker og Ngayen School Fund tager altid imod, når de får noget tilbudt. Så hvis du ligger inde med nogle sække som ellers bare skulle kasseres, vil de meget gerne overtage det til fordel for børnene i Gambia, siger Ditte Marie.
Der er ingen tvivl om, at projektet Ngayen School Fund betyder alt i ikke mindst Ditte Marie"s liv og personerne bag er blevet virkelig populære i landsbyen for det arbejde de yder til fordel for skolen og landsbyens befolkning som helhed.
Hvis du har lyst til, at læse mere om Ngayen School Fund og måske blive sponsor for en af skolens elever for blot 400-500 kr. årligt, eller er du måske en lærer som har interesse for, at dine elever får mulighed for evt. at blive venskabsklasse med en klasse på Ngayen Sanjal Schools og lære lidt om en anden kultur og knytte bånd med gambianske jævnaldrene via brevskrivning, så er du meget velkommen til at besøge foreningens hjemmeside, som har adressen: www.ngayenschoolfund.com.

Publiceret 06 May 2012 09:00