1g-musikholdet synger Coldplay ”Clocks”.

1g-musikholdet synger Coldplay ”Clocks”.

Forårskoncert på Solrød Gymnasium

Solrød Gymnasium har afholdt forårskoncert, hvor musikeleverne traditionen tro underholder publikum med et blandet og varieret program.

SOLRØD: Der var både vild rock og stille eftertanke ved årets forårskoncert på Solrød Gymnasium, hvor Lucas Graham-sangen ”Before The Morning” blev dedikeret til de fire unge mænd, der mistede livet ved Roskilde tidligere på året, og som mange på skolen har været venner eller kammerater med.
- De er godt nok dygtige, sagde en af skolens lærere, da han så og hørte sine elever i en lidt anden rolle, end den han kender, ved Solrød Gymnasiums forårskoncert. Her optrådte de som teknikere, sangere og musikere med en selvfølgelighed, som havde de aldrig lavet andet. Det gjaldt både 1g-musikholdene og de 3g-elever, der har faget som studieretningsfag, og som derfor om en måned eller så skal til eksamen i faget, hvis det bliver udtrukket.
Der var dog langt fra eksamensnerver til stede hos dem. De gav alt, hvad de havde i sig i de enkelte numre til stor begejstring for den fyldte sal.
Traditionen tro startede 1gMU-holdene, som viste stor bredde i musikvalget – både blandt grupperne og hos solisterne. Coldplay var tydeligvis populær, for de var på repertoiret med henholdsvis ”Clocks” og” Speed of Sound” hos 1g'erne, mens Cecilie Michelle Andersen fra studieretningsklassen i musik, 3f, havde valgt at synge gruppens nummer, ”Fix You”. Der ud over var repertoiret dog ret bredt, da både Eurithmics ”Sweet Dreams”, Reece Mastin ”Good Night” og Neon Trees ”Animal” var repræsenteret.
Fra Sverige havde 1bMU hentet et Niki & The Doves nummer ”DJ Ease My Mind”, mens 2b's musikhold havde valgt at synge Nabiahs ”Never Played the Bass” fra hendes seneste album More Cracks.
Det efterfølgende nummer blev præsenteret af Camilla Meldgaard fra 1b, som sammen med Jacob Agerlin Rasmussen spillede Lucas Grahams alvorstunge stykke ”Before The Morning Sun”, dedikeret til de fire kammerater, som mistede livet ved ulykken tæt ved Roskilde tidligere på året. Camilla Meldgaards sang var meget følsom intens, og publikum kvitterede med et stort bifald som respons på de tanker, musikken havde sat i gang hos mange i salen i den anledning.
En anden af de stærke solister på musikholdet, Frederik S. Dyrby Nielsen, fortsatte med Tracy Chapmanns ”Fast Car”, hvorefter første del af koncerten blev lukket med både et jazznummer, hvor pianisten, David Nysted Therkildsen, 2b, i den grad fik nummeret til at swinge, og Dizzy Miss Lizzys nummeret ”Silverflame” spillet med stor intensitet af Lasse Mortensen og Mathias Cordt Sidor fra 3f, Jimmie Zimmermann, 2b og Martin T. Falk fra 1p.
Koncertens anden del bar præg af, at 3g'ernes eksamen nærmer sig. Musikeleverne skal til prøve i en sang og et instrument, så både stemmen og musikaliteten blev prøvet af til publikums store begejstring.
Katarina Mollatt Ørting imponerede med sin version af Alannah Myles ”Black Velvet”, mens Stine Larsen gav Britney Spears ”Cirkus” i en meget kontrolleret version, stærkt akkompagneret af klassekammeraterne. Nanna Post fra 3f sang sammen med Martin Falk, 1p, charmerende og inciterende om kærligheden i Mads Langers ”This is how Love is Made”.
Til slut kom skolens faste band ”Partybandet” på scenen med deres Cut 'N' Move-hit ”Give it Up”, hvorefter rektor Bjarne Thams benyttede lejligheden til at takke først og fremmest de flittige musikelever for deres indsats. Også musiklærerne Maria Vejgaard og Mette Koustrup Solgaard fik en smuk buket som tak for deres inspiration og støtte til eleverne.
- Til slut fik endelig de meget vigtige elevteknikere, der er en forudsætning for, at denne aften blev afviklet uden tekniske problemer, en stor tak og en flot buket fra Bjarne Thams, som kunne meddele, at det var skiftedag på elevteknikersiden. Marcus Knipschildt Pedersen og Mathias Cordt Sidor, 3f, stopper og bliver afløst af Jimmie Zimmerstedt og Sebastian Juul Damgaard, begge 2b, og alle fire var tydeligvis populære, eftersom publikum kvitterede med stor bifald, fortæller Lilli Budtz fra Solrød Gymnasium.
pm

Publiceret 06 May 2012 10:45