Iværksættere i Vejle kan nu også holde møder i Tyskland.

Iværksættere i Vejle kan nu også holde møder i Tyskland.

God idé fra Vejle giver pote syd for grænsen

Et projekt udtænkt i Vejle har resulteret i et dansk-tysk samarbejde til gavn for iværksættere og udviklingsvirksomheder

Danske iværksættere har fået bedre muligheder for at drive deres virksomhed ud over landets grænser.
Flere måneders arbejde hos iværksætterhuset Slagteriet I Vejle har resulteret i et samarbejde med tyske udviklingsparker.
Det betyder, at danske iværksættere som er lejere i Danske Udviklingsparker kvit og frit kan benytte sig af mødelokaler hos ikke mindre end 18 udviklingsparker fordelt over hele Nordtyskland.
Altså kan en virksomhed som til dagligt holder til i Slagteriet Udviklingspark Vejle, uden andre omkostninger end transport være vært for et møde som afholdes i Neumünster eller Lübeck.
I november sidste år kom en aftale i stand mellem 16 udviklingsparker i Danmark, og det er den aftale som nu er blevet udvidet til også at omfatte udviklingsparker i Tyskland.
Aftalen med de tyske parker er oprindeligt udsprunget af et projekt, som for et par år siden blev sat i søen af Vejle Erhvervsudvikling og som i maj måned mundede ud i en stor iværksættermesse i DGI Huset i Vejle.
Per Hein som er centerleder i Slagteriet Udviklingspark Vejle var med til at få aftalen i hus med de tyske udviklingsparker, og han er meget tilfreds med den måde, det har udviklet sig på.
- Projektet satte fokus på vidensdeling og udveksling af erfaringer om iværksætteri på tværs af grænsen. Det var et stort projekt som gjorde, at vi fik en masse gode kontakter, og det er derfor den her aftale kunne blive en realitet, siger han.

Større netværk og større potentiale

Vejle er i forvejen en by, som fokuserer meget på vækst og mulighederne for at hjælpe nye iværksættere og mindre virksomheder, og det er da også en personlig sejr for Per Hein, at den nye aftale er kommet på plads.
- Det er dejligt at se, at det arbejde vi har gjort, og de netværk vi har skabt de seneste par år har givet os den her aftale, tilføjer han.
Da tyskland er Danmarks største eksportmarked, er ambitionen, at den lettere adgang til dette marked vil øge virksomhedernes mulighed for større vækst.

Publiceret 01 June 2012 06:00