Politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen.

Politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen.

Politidirektør stopper

Jesper Vorstrup Rasmussen stopper som politidirektør i Sydsjællands og Lolland Falsters Politikreds.

JOBSKIFTE: Det er med vemod men også med afklarethed, at jeg i dag kan meddele en for længst truffen beslutning om, at jeg stopper som politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger Jesper Vorstrup Rasmussen, der har fungeret som politidirektør siden politireformens start.
Jesper Vorstrup Rasmussen begyndte i 1999 som politimester i Vordingborg, og var i en periode i 2006 politimester i både Næstved og Vordingborg. I august 2006 tiltrådte han som politidirektør for den nye storkreds.
- Det har været privilegerede stillinger, hvor jeg har haft fornøjelse af at arbejde sammen med masser af gode folk. Jeg har haft mange spændende udfordringer - først med genopretningen af Vordingborg politikreds og siden ikke mindst med gennemførelsen af reformen, som jeg virkelig brændte for at føre ud i livet, siger Jesper Vorstrup Rasmussen, der både er stolt og tilfreds over de resultater, politikredsen har leveret de seneste tre år.
Grunden til politidirektørens afsked skal dels findes i en bred tilfredshed med at have nået langt størstedelen af de mål, der blev sat ved politireformens begyndelse, og dels er den daglige transporttid mellem Jesper Vorstrup Rasmussens bopæl i Hillerød og til det sydsjællandske efterhånden ved at sætte sine spor hos politidirektøren, der netop har rundet de 60 år.
Derfor vender han efter sommerferien tilbage til en metier, han holder meget af, nemlig undervisning.
- Til min glæde har det vist sig, at man fortsat vil kunne bruge mig andetsteds i politiet – nemlig som underviser i politivirksomhed på politiskolen (seniorrådgiver). Undervisningsområdet har altid interesseret mig meget og var i mere end 25 år mit ”3. barn”.
Jesper Vorstrup Rasmussens afsked markeres ved et uformelt åbent-hus-arrangement for medarbejdere og lokale samarbejdspartnere onsdag den 20. juni klokken 13 i haven bag Næstved Politistation på Parkvej 50, hvor der bydes på en let anretning.
pm

Publiceret 01 June 2012 10:00