Falck:

Vær varsom med ukrudtsbrænderen

Sommeren har for alvor fået tag i Danmark, og det indbyder mange husejere til at få styr på haven. En ukrudtsbrænder er et effektivt redskab i kampen mod ukrudtet, men den skal bruges med omtanke.
Når solen står højt på en skyfri himmel, hives havemøblerne frem fra vinterhiet, haveredskaberne gøres klar til en ny sæson – og ukrudtet dukker op af jorden og mellem fliserne på terrassen. Mange danskere bruger ukrudtsbrændere til at bekæmpe ukrudtet, men åben ild og en tør have kan være en risikabel cocktail.
Omkring 200 brande opstår hvert år ifølge Beredskabsstyrelsen på grund af ukrudtsbrændere, men det reelle tal er formentlig højere, fordi folk selv får slukket branden, inden det bliver nødvendigt at tilkalde brandvæsnet.
- De fleste brande forårsaget af en ukrudtsbrænder opstår i tørre blade eller kviste, der er blevet antændt, uden man har opdaget det, og når det får lov at ligge og ulme, blusser det pludseligt op, når man er gået videre, siger Jørgen Mieritz, der er brandchef hos Falck.
Ifølge Jørgen Mieritz kan man dog med få forholdsregler undgå at starte en større brand med ukrudtsbrænderen:
Brug ikke ukrudtsbrænderen i direkte sollys, der gør ilden meget svær at se og dermed sværere at kontrollere Vær meget varsom, når der har været varmt og tørt over flere dage Vær ekstra forsigtig i nærheden af bygninger og hold gerne en sikkerhedsafstand på minimum 30-40 cm fra flammen til bygningen Vær opmærksom på tagudhæng eller andet i højden, som ilden kan få fat i Sørg for, at tørre blade er fjernet, da de ellers fungerer som en tændstik på en ukrudtsbrænder.
Derudover anbefaler Jørgen Mieritz, at man har vand, enten fra en spand eller fra haveslangen, inden for rækkevidde, hvis uheldet skulle være ude, og hvis branden kommer ud af kontrol, skal man naturligvis alarmere brandvæsnet på 112.

Publiceret 01 June 2012 08:00