Merkantil uddannelseschef Hans Severinsen ønsker Louise Keinicke Lynge tillykke med huen.

Merkantil uddannelseschef Hans Severinsen ønsker Louise Keinicke Lynge tillykke med huen.

Direkte fra eksamen i job

KØGE: Årets første færdiguddannede Merkantil HG-elev Louise Keinicke Lynge fra Køge blev hyldet på behørig vis mandag formiddag kort før kl. 9.00, hvor hun kom ud fra lokale 403 efter at have været oppe i sit sidstefag - samfund.
Ude foran stod familie og venner klar til at hylde hende - det samme gjorde handelsskolens direktør Tim Christensen og uddannelseschef Hans Severinsen.
Louise Keinicke Lynge får dog ikke tid til at hvile længe på laurbærrene. Hun har det fint med en kort sommerferie – hun glæder sig nemlig meget til at begynde sin læreplads i Inspiration i Roskilde allerede 1. juli. Louise Keinicke Lynge brænder for salg, så hun ser frem til at anvende sin uddannelse i praksis i sit nye job.
Efter to års projektskrivning, undervisning og eksaminer i fag som salg og service, samfundsfag, erhvervsøkonomi, it, sprog og dansk er Louise Keinicke Lynge klar til at bruge alle værktøjerne i virkelighedens verden.
- Vores lærere er engagerede her på merkantil hg og gode til at koble undervisningen med øvelser, der er tæt på den måde, man arbejder på rigtige arbejdspladser. Men jeg ser frem til, at det nu bliver alvor, siger Louise Keinicke Lynge, der blandt andet kan bryste sig af to flotte 12-taller i henholdsvis grundforløbsprojekt og faget salg og service.

Kunderne kalder

Det er kunderne i Inspiration i Roskilde, der får glæde af Louises sans for salg og service.
- Jeg arbejder allerede i weekenderne i Inspiration, så jeg er godt forberedt på, hvordan de næste to års læretid kommer til at forløbe. Jeg glæder mig til at skulle arbejde med salg hver dag, da det er det fag, jeg interesserer mig mest for - og så glæder jeg mig til at flytte i egen lejlighed i sommer – tilføjer Louise Keinicke Lynge, der fylder 18 tre dage efter sidste eksamen.
-  Jeg ved godt, at man med en merkantil hg og nogle års arbejdserfaring i bagagen kan læse videre på en videregående uddannelse senere hen. Så langt frem i tiden kan jeg umuligt planlægge nu. Men det er rart at vide, at muligheden for videregående studier findes, selvom jeg har valgt en praktisk erhvervsuddannelse og gerne vil arbejde i nogle år, før jeg måske videreuddanner mig,  forklarer Louise Keinicke Lynge.

En kunstner i maven

Louise Keinicke Lynge har også en kreativ side, som hun drømmer om at udleve på en kunstskole i London:
- Jeg maler og tegner meget og jeg er relativt god til det, så jeg har en lille drøm om at kunne prøve mine kunstneriske evner af, på en af Londons prestigefyldte kunstskoler. Men det er dyrt at studere og bo i London, så jeg ved ikke, hvor længe jeg er om at spare op til at få opfyldt drømmen. Men det må tiden vise – lige nu skal jeg bare i gang med to spændende år i fuldtidsarbejde, slutter Louise Keinicke Lynge med et smil.
pm

Venner og familie fotograferer den glade student.

Venner og familie fotograferer den glade student.

null

Publiceret 18 June 2012 13:15