Fra Køge Øldag 2011, hvor over 900 mennesker fandt vej til Hugo's Gård. (Arkivfoto: JCJ).

Fra Køge Øldag 2011, hvor over 900 mennesker fandt vej til Hugo's Gård. (Arkivfoto: JCJ).

Køge Øldag 2012 løfter sløret

Nogle af Danmarks bedste bryg kommer til Køge Øldag 2012.

KØGE: 915 øl aficionadoer fra nær og fjern gæstede Køge Øldag i september 2011.  Det overraskede de fleste og gav selvfølgelig Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling lyst til at gentage denne regionale succés, således at der også bliver en Køge Øldag 2012.
- I Køge ønsker vi ikke at være stationære – men være innovative. Bestyrelsen for Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling har derfor arbejdet hårdt for at man i år kan stille med et stærkt Superligahold på udstillersiden, siger formand Thomas Ensbye til Lørdagsavisen.dk.
Ovenpå sidste års succés har nogle af Danmarks allerbedste bryggere selv kontaktet Danske Ølentusiaster i Køge med henblik på at komme på holdet, og andre har afdelingen selv kontaktet for at sikre at Køge Øldag 2012 bliver endnu mere attraktivt at besøge.

Nogle af Danmarks bedste kommer til Køge!

I år kan Danske Ølentusiaster i Køge således præsentere Hornbeer – netop kåret som Danmarks bedste bryggeri 2011 og som modtog prisen for bedste ølnyhed i 2011 både i kategorien un-der og over 6%. Midtfyns Bryghus som har høstet så mange priser og hæder, Fur Bryghus med Danmarks reneste vand, Crooked Moon – nogle fantastiske mikro-bryggere fra København, Indslev Bryggeri – super innovativt med det nye bryggeri brand, Ugly Duck Brewing, Det Lille Bryggeri – genganger fra sidste år, og sidste års udstilleroverraskelse, de to lokale bryggerier, Stevns og Braustein – kvaliteten taler for sig selv.
Endelig to vægtige grossister og øl leverandører som Beer Factory og Øldepotet – som repræsenterer en mængde andre bryggerier. Danske som udenlandske, herunder rigtig mange mikrobryggerier.
Det forventes at der vil være mulighed for at smage mellem 180 og 200 øl og øltyper, og der i blandt vil der være flere nyheder.

Inspiration til en smagfuld hobby!

For at give de der gæster Køge Øldag en levende oplevelse, vil der i år være en working shop, hvor man kan se hvordan man brygger øl. En proces der vil blive gentaget, så både de der kommer tidligt og de der kommer senere, kan få denne oplevelse, og måske selv få lyst til at gå i gang med denne smagfulde og inspirerende hobby.
Som noget nyt vil der i år være indgang fra både Brogade og Bag Haverne, og vil man slippe for at stå i kø, tilrådes det at købe adgangskort enten hos Visit Køge - Køge Turistkontor - eller i Hugo's Kælder i Køge.
Adgangskort koster 100 kroner, og for dette beløb får man ved indgangen udleveret smageglas, poletter som omveksles til øloplevelser samt en flot festivalguide hvor man kan læse mere om udstillerne og de mange øl der venter gæsterne.
Køge Øldag 2012 løber af stabelen lørdag den 25. august.
pm

Publiceret 18 June 2012 10:00