Stilhed før stormen: Winnie og Erik Jørgensen nyder en stille formiddag sammen med familiens yngste, Hjalte på et år, mens storebror Alexander er i børnehave. Lige om hjørnet venter ringriderfesten i Aabenraa med mad fra Røde-Kro på tallerkenerne, og det betyder, at familielivet stilles på vågeblus.
Foto: Mette Henriksen

Stilhed før stormen: Winnie og Erik Jørgensen nyder en stille formiddag sammen med familiens yngste, Hjalte på et år, mens storebror Alexander er i børnehave. Lige om hjørnet venter ringriderfesten i Aabenraa med mad fra Røde-Kro på tallerkenerne, og det betyder, at familielivet stilles på vågeblus. Foto: Mette Henriksen

Røde-Kro står for maden

Tusindvis af kuverter på tre dage: Hele kroen er på dupperne, når der er Ringriderfest i Aabenraa

Af
Mette Henriksen

I godt og vel 15 år er det Røde-Kro, som har stået for maden i Arenateltet i forbindelse med Ringriderfesten i Aabenraa. Så kok og indehaver Erik Jørgensen kan skrive under på, at øvelsen gør mester.
- At servere mad for 1500 mennesker er noget, som man lige skal have prøvet et par gange, inden det kører. Man lærer fra år til år og efterhånden er processen optimeret. Det hjælper selvfølgelig, at vi året rundt serverer mad til store selskaber, som Sydbanks Aktionærmøde, Damefrokosten til Ringridning i Sønderborg og Bierfest i Haderslev, fortæller Erik Jørgensen, som afslører at der er to punkter, som skal sidde lige i øjet, og det er logistikken og god forberedelse.

Minutplan inden servering

- Selvom vi har fået et større køkken og flere frysefaciliteter, så sprænger et arrangement som Ringridning rammerne her på stedet. Så derfor bestiller vi en uge inden Ringriderfestens start en stor frysevogn, hvor det, der kan, fryses ned eller stilles på køl. Når vi nærmer os festen, så kører vi efter en minutplan i køkkenet. Efterhånden ved vi, hvornår de enkelte ting skal varmes op, så det er afstemt efter festens forløb.

En spændende udfordring

Erik Jørgensen har et fast hold af tjenerne, som hjælper til ved de store arrangementer.
- Det er mennesker, som har hjulpet til de seneste år. Så vi er et godt indspillet team. Den faglige del varetager vi dog helt selv, så det er mere med hensyn til at få tallerkerne ud blandt folk, som hjælperne står for. Det betyder flere tons mad på ti minutter, fortæller Erik Jørgensen, som fortæller, at der ikke rigtig er tid til at kræse om maden, når der er så mange munde at mætte. Men det er samtidig alsidigheden i kokkearbejdet, som er charmen ved faget.
- Det bliver aldrig så personligt, som til et lille bryllupsselskab, at lave mad til kæmpe arrangementer. Men det er spændende og en stor udfordring at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og så er det jo skønt, når folk efterfølgende roser os for, at maden smagte godt, og at det hele kørte på skinner. Og det oplever vi heldigvis gang på gang, fortæller Erik, som sammen med resten af Røde-Kro team tager en velfortjent slapper i dagene efter Ringriderfesten.
- Der går lige et par dage med at rydde op, møder med komitéen og tilbagelevering af kølevogn, inden vi falder ned igen. Og så har man bare lyst til at sove - for lige om hjørnet venter næste arrangement.

Publiceret 18 June 2012 12:15