Sebastian Lander med den gule førertrøje. (Foto: Dancingonthepedals.net).

Sebastian Lander med den gule førertrøje. (Foto: Dancingonthepedals.net).

Sebastian Lander har taget den gule førertrøje

CYKELSPORT: Den danske Post Cup domineres i år af Glud & Marstrand-LRØ. Den unge Køge-rytter Sebastian Lander vandt den første afdeling og kom dermed i førertrøjen.
Efter anden afdeling gik trøjen videre til holdkammerat Christian Moberg, og efter årets tredje afdeling, der blev kørt ved Holbæk i går, søndag, kom Sebastian Lander atter i den gule førertrøje, da han kæmpede sig til en flot 2. plads. Den unge landsholdsrytter viser altså atter stor styrke efter at have vundet U/23 DM sidste weekend.
Søndagens løb udviklede sig til et hårdt et af slagsen, og de fremmødte tilskuere langs med ruten omkring Tølløse var vidner til et meget flot cykelløb, hvor Glud & Marstrand-LRØ og Christina Watches-Onfone begge var dominerende. Der skulle køres 11 omgange på en 12,8 km lang rundstrækning og efterfølgende syv omgange på en 5 km lang rundstrækning. Alt i alt 175,8 km på en meget hård rute.
GM-LRØ havde for første gang i denne sæson alle ryttere til start, og holdet var repræsenteret i langt det meste hele dagen. I starten kom Patrick Clausen med i et udbrud, mens Kasper Linde og Niki Østergaard sammen med netop Clausen senere gik i angreb. Det endte dog igen med samling, da flere hold ikke var tilfredse med den frontgruppe.
Som løbet skred frem, stod det klart, at duellen stod mellem Christina Watches-Onfone og Glud & Marstrand-LRØ. Til sidst kom en mindre gruppe væk, hvor Sebastian Lander, Michael Valgren og Lasse Bøchman sad sammen med blandt andre Martin Pedersen, Rasmus Guldhammer og Michael Reihs fra Christina Watches-Onfone.
Michael Valgren var i en overgang i front sammen med Michael Reihs fra CWO, men de blev hentet igen, og i stedet var det efterfølgende Sebastian Lander, der angreb sammen med Martin Pedersen. Det hele endte dog med at skulle afgøres i en spurt mellem fem mand, hvor GM-LRØ kørte for Sebastian Lander. Martin Pedersen var dog i den hårde spurt op ad bakke for hurtig, mens Lander kørte ind på en andenplads. Valgren blev nummer fem, mens Bøchman kørte sig ind på syvendepladsen.
Der resterer nu to afdelinger af Post Cuppen – den næste køres i Roskilde den 12. august.

God periode for Sebastian Lander

- Jeg synes, at vi sad i en position, hvor vi godt kunne have fået en sejr ud af det. Vi kører for at vinde, så en andenplads kan vi ikke være tilfredse med. Til sidst sidder vi med tre CWO-ryttere, der alle er hurtige, mens vi sidder med Valgren, Bøchman og jeg, så de er interesserede i at komme hjem og spurte om det. Jeg står med en lidt ærgerlig følelse nu, sagde Sebastian Lander efter løbet.
Både Glud & Marstrand-LRØ og CWO kørte et flot løb, og Lander havde også ros til konkurrenterne og kollegaerne i cykelfeltet.
- De kørte rigtig flot. De var klar i dag, det kunne man se, og nogle gange må man bare se sig slået af modstanderne, når de kører bedre på dagen. Vi kunne godt have siddet i en bedre situation, men de kørte godt i dag, hvilket de også viser ved deres placeringer, lød ordene fra den danske U/23 mester.
Selv er Sebastian Lander inde i en rigtig god periode, hvor det inden for kort tid både er blevet til en etapesejr i et Nations Cup løb, et U/23 danmarksmesterskab, en etapesejr ved første Post Cup og nu en 2. plads og gul førertrøje ved den tredje.
- Det kører rigtig godt for holdet, hvor vi formår at få noget godt ud af det stort set hver eneste gang, vi kører løb. Det er klart, at det også giver noget gejst, og personligt er jeg rigtig glad, da jeg har haft medvind på det seneste – det er super fedt. Jeg synes bare, det er dejligt, at den gule trøje bliver hos Glud & Marstrand-LRØ. Vi skal helt sikkert prøve på at holde den på holdet til og med sidste afdeling, sagde Sebastian Lander.
pm

Publiceret 18 June 2012 08:45