Steen Bach Nielsen.

Steen Bach Nielsen.

Steen Bach Nielsen genvalgt

Som Socialdemokraternes spidskandidat.

VALG: Socialdemokraterne genvælger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen som spidskandidat.
Medlemmernes frist for forslag til spidskandidat udløb fredag den 15. juni. Ved fristens udløb var der kun indkommet bestyrelsens forslag om genvalg af regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.
S-regionsbestyrelsens formand Søren Grejsen Nielsen er yderst tilfreds og glad for, at Steen Bach Nielsen får mulighed for at fortsætte de kommende års store udbygningsopgaver af det samlede sundhedsvæsen.
- Det er godt nok op ad bakke med de aktuelle meningsmålinger, men Steen Bach Nielsen har med bred opbakning i regionsrådet opnået rigtig mange gode resultater, siger Søren Grejsen Nielsen.
- Steen Bach Nielsen var ophavsmand til den fremrykkede plan om hjemtagning af patientbehandling. Planen skaffer os mere behandling for de samme penge, og den giver kortere ventetid for patienterne. Alle partier i regionsrådet støttede planen, da den blev vedtaget den 7. juni i år.  Steen Bach Nielsens store indsats og hans brede samarbejde giver det allerbedste grundlag for et godt valgresultat for Socialdemokraterne, siger Søren Grejsen Nielsen.

Glad for tilliden

- Jeg er meget glad for medlemmernes tillid, og jeg stoler på at vi får stor opbakning på valgdagen i november næste år. Vi har fået styr på økonomien i Region Sjælland, og der er skaffet penge til de store byggeplaner. Det fremrykkede hjemtagningsprojekt sikrer borgerne kvalitetsbehandling i vores egen region - det er netop det, som borgerne ønsker sig, siger Steen Bach Nielsen.
- Vi socialdemokrater i Region Sjælland brænder for at få regionen til at fungere endnu bedre. Derfor vil vi arbejde benhårdt for regionen og søge et bredt samarbejde med alle partier i regionsrådet om fortsat udvikling. Vi vil udvikle en grøn vækstregion, der satser på forskning, og vi vil give et kompetenceløft til vores virksomheder med stærkt fokus på innovation, fortsætter Steen Bach Nielsen.
Steen Bach Nielsen blev efter valget i 2009 regionsrådsformand med støtte fra S, SF og DF. S-gruppen har 14 af regionsrådets 41 medlemmer og er dermed den største gruppe i regionsrådet.
pm

Publiceret 18 June 2012 17:15