Knud Erik Bødker og Ove Hansen var med, da omkring 500 mennesker i lørdags indviede det nye Kvartershus. De håber på mindst lige så mange til den kommende lørdags arrangement, Løget By Day.

Knud Erik Bødker og Ove Hansen var med, da omkring 500 mennesker i lørdags indviede det nye Kvartershus. De håber på mindst lige så mange til den kommende lørdags arrangement, Løget By Day.

Ghettoen, der aldrig blev en ghetto

Bydelen Løget i det sydlige Vejle har rykket sig langt væk fra tidligere tiders problemer med kultursammenstød, kriminalitet og utryghed

Af
Peter Friis Autzen

Løgets nye kvartershus ligger smukt ved indgangen til området. Huset er kulminationen på en lang udviklingsproces, bydelen har gennemgået de seneste år. Det er bygget moderne, lækkert og med store, lyse lokaler, køkkener, småkroge og vinduespartier, så der kan ses både ind og ud af huset.
De mange trælister dufter friskt, og klimanlægget suger fordøren til, så man skal tage godt fat for at komme ind. Fra husets største køkken breder sig en liflig duft af falafel.
På bordet i indgangspartiet ligger det seneste nummer af Løget Ny Nyt. Kvartershuset er på forsiden.
- Det er stort, siger Ove Hansen. Han er formand for AAB Afdeling 41.
- Ja, rigig godt, supplerer Knud Erik Bødker, der er formand for Afdeling 42. Tilsammen favner de to afdelinger knap 1.000 boliger i Løget.
- Men huset her er ikke kun til Løget, men til hele Søndermarken. Det skal også bruges af villakvarterne og grundejerne på den anden side af Grønlandsvej. Det håber jeg, at de vil gøre. I de seneste år er skellet mellem de to kvarterer blevet mindre, og jeg håber, at huset kan blive til glæde for os alle, siger Knud Erik Bødker.

Ikke en eneste skattekrone

Kvartershuset har kostet knap 18 millioner kroner. Pengene stammer fra Landsbyggefonden, som alle beboere i almennyttige lejemål bidrager til via huslejen.
- Så der er ikke brugt skattekroner på huset her, siger Ove Hansen.
Også det kommende renoveringsprojekt, hvor alle lejemål og området i øvrigt skal forbedres og forskønnes for 550 millioner kroner, finansieres af fonden. Altså igen uden skattekroner, fortæller de to afdelingsformænd.
Ud over byggeprojekterne har Løget gennemgået en udvikling, hvor de 42 forskellige nationaliteter i området har fået større glæde af hinanden. Problemerne med kriminalitet og ungdomsudfordringer er faldet markant, og fællesskabet trives, hvilket også kan ses i de trivselsundersøgelser, der er gennemført i området.
- Folk kan lide at være her. Og folk passer på hinanden og området. Så her er bare dejligt, siger Knud Erik Bødker.

Allerede inden den officielle indvielse var der gang i køkkenet.
Foto: Peter Friis Auzen

Allerede inden den officielle indvielse var der gang i køkkenet. Foto: Peter Friis Auzen

Socialt

Cirka halvdelen af Løgets beboere er etnisk danske, mens den anden halvdel har en udenlandske baggrund. Men modsat mange andre steder i landet, er dét ikke et problem i Løget, fortæller de to afdelingsformænd.
- Vi har en lang række aktiviteter sammen, som gør at vi lærer hinanden at kende og er blevet rigtig gode til at åbne døren for hinanden. Vi har babyrum, zumba, lektiecafé, it-undervisning, motionshold, sprogundervisning, banko, disko, julemarked og meget andet, forklarer Ove Hansen.
Et eksempel på det store fællesskab kan opleves på lørdag, den 8. september fra klokken 11-16, hvor der er et Løget By Day.
- Der vil være fremvisning af Kvartershuset, kagekonkurrence, underholdning, rodeotyr, gratis morgenmad, kaffe- og kage-bord og meget andet, siger Knud Erik Bødker.
Han og Ove Hansen håber at se rigtig mange gæster til dagen. Ikke kun Løgets egne beboere er inviteret. Alle er velkommen til at besøge Løget By Day.
Se mere på loegetby.dk.

Publiceret 04 September 2012 06:00