Sune Hjulmand er holdets kaptajn og går altid forrest med sin enorme arbejdsindsats. Han følges også tæt af den danske landstræner, der har bifaldet Hjulmands arbejdsiver, både når det gælder arbejdet fremad og tilbage på isen.

Sune Hjulmand er holdets kaptajn og går altid forrest med sin enorme arbejdsindsats. Han følges også tæt af den danske landstræner, der har bifaldet Hjulmands arbejdsiver, både når det gælder arbejdet fremad og tilbage på isen.

ISKOLDT TEMA:

Sune er en veteran på 23 år

Han er indbegrebet af fightervilje og er genvalgt som kaptajn denne sæson. Mød en 23-årig veteran

Af
Rune Weitling

Han ser ældre ud end 23 år. Men det er han ikke. Alligevel må han betegnes som lidt af en veteran, og det er Sune Hjulmand, der er genvalgt kaptajn denne sæson, faktisk ganske bevidst om.
"Jeg prøver qua min rolle at hjælpe de unge spillere og lære fra mig, men jeg er kun 23 år, så jeg forsøger også samtidig at suge til mig fra andre spillere," siger Sune Hjulmand.
Kaptajnen på EfB skibet skuer forude en spændende sæson, som bliver lidt anderledes, end hvad hockeypublikummet er vant til.
"Der er knap så mange udlændinge i år, og dem der er her, de ser ikke bare ligaen som et springbræt. Derudover er der mange unge spillere, som arbejder hårdt for sagen. Jeg synes, vores hold ser godt ud, og vi har det alle godt sammen. Det tegner lovende," siger centerspilleren, der for længst er forbi de 200 ligakampe.

Sejre og vilje

Sune Hjulmand er helt på det rene med, at der skal leveres i denne sæson, for han er bestemt heller ikke selv tilfreds med udbyttet i de forgangne sæsoner. Men det er også realistisk, mener han:
"Vi har et fast koncept at spille efter, hvilket er fundamentalt. Derudover skal vi virkelig arbejde hårdt i hver kamp, hvor der skal skøjtes og tackles igennem. Vi skal vise, at vi vil det her, og selv om vi er bagud med tre-fire mål, så skal tilskuerne stadig kunne se, at vi kaster os ind i et skud," lyder det fra Hjulmand, der med de udtalelser ikke gør sig mindre populær hos de vestjyske fans.
Og netop fansene er Sune Hjulmand optaget af:
"Det betyder bare utrolig meget med opbakning i hallen. Laver man gode ting, er der larm og folk hepper på én og holdet. Det løfter det hele, men desværre har der ikke været så meget af det de senere år, og det er vores egen skyld. Vi kan godt mærke, at opbakningen ikke er den samme mere. Men jeg tror på, at hvis vi viser viljen og får nogle sejre, så kan vi vende det igen," siger kaptajnen, der selv har det som sit personlige mål at forsøge sig i en stærkere liga. Med tiden.
Lige nu er fokus på noget helt andet:
"Jeg tror helt seriøst på, at vi kan ende med guldhjelmene i år!"

null

Publiceret 28 September 2012 07:15