Ægteskabet startede med slagsmål i familien

En bryllupsfest i Vamdrup i lørdags gik over gevind, og Kolding Politi måtte rykke ud for at mægle mellem parterne i en strid, hvor der også blev delt øretæver ud. Det fortæller politikommissær Jørn Lykkebak, Kolding Politi.
Festlighederne på Østerbyvej i Vamdrup udviklede sig således til slagsmål, og sådan cirka 00.45 blev politiet tilkaldt. Betjentene kunne konstatere, at der var et par blå mærker på de involverede men ikke noget alvorligt. Der er ingen oplysninger om, hvem der var involveret i slagsmålet, eller hvad der satte det igang. Det har gæsterne trods alt nok valgt at holde for sig selv.
Ifølge Jørn Lykkebak opfordrede politiet de stridende parter til at sætte sig sammen og få trådene redt ud, når promillen var ude af blodet igen.

Publiceret 01 October 2012 09:33