Alle tre Hornsherred-klubber i serie 2 har syv point for syv kampe. Arkivfoto.

Alle tre Hornsherred-klubber i serie 2 har syv point for syv kampe. Arkivfoto.

Dalby hentede vigtig sejr - krise i Femhøj

Dalby var eneste Hornsherred-hold, der kunne sætte point på kontoen i denne weekend

Af
Af David Foli

Det har ikke været nogen prangende sæson indtil videre for Hornsherred-klubberne i serie 2. Og det blev ikke bedre i weekenden for Femhøj, som inden sæsonen blev nævnt som favoritter til oprykning. På hjemmebane mod rækkens førerhold Fårevejle gik det igen galt. Jægerspriserne tabte 3-4 og indkasserede dermed sæsonens fjerde nederlag, hvilket betyder, at klubben efter syv runder ligger under nedrykningsstregen med blot syv point. Det samme antal point har oprykkerne fra Skibby, som efter en god start på tilværelsen i serie 2, nu har tabt de sidste tre opgør. I weekenden blev det til et knebent 1-2 nederlag ude mod FC Ishøj i en kamp, hvor Skibby især i anden halvleg ikke formåede at få spillet til at hænge sammen. Eneste lyspunkt i denne weekend var Dalby, som på udebane mod Gislinge fik hentet sæsonens anden sejr. Dalby sejrede 2-1 på trods af en udvisning til Phillip Simonsen, og dermed er Dalby - som de to øvrige Hornsherred-klubber - også på syv point. Der skulle dog gerne tre point yderligere på kontoen, når Dalby i næste runde tager imod bundholdet Raklev. Det opgør spilles lørdag klokken 15.30 i Dalby. Femhøj skal lørdag en tur til Mørkøv, mens Skibby hjemme tager imod Gislinge. Opgøret i Skibby skyder i gang klokken 15.00.

Publiceret 01 October 2012 10:30