Forældredag i Billum

Af
Kim Schou

Fredag den 28.september var der liv og glade børn på legepladsen i Billum. De kommunale dagplejere havde inviteret til forældredag for at give et indblik i hvordan en dag i legestue kan være. 7 dagplejere med dagplejebørn, dagplejepædagog Kirsten Saxild og 20 forældre mødtes på den nye legeplads til et par hyggelige timer. Igennem sommeren har dagplejerne i Billum mødtes her en formiddag om ugen - men fra oktober flyttes legestuen til Billum Hallens lokaler. Derfor var der enighed om at holde denne afslutning på legepladsen så børnene kunne vise deres forældre hvordan de har lært at færdes her. Børnene nød at vise at de kunne: klatre, rutche, gynge, køre på små scootere og lege i sandkasse. Der var også tid til at forældre kunne tale med hinanden og dagplejepædagogen – det kan være svært at nå i hverdagen. Der var en rigtig god stemning blandt store og små og det virkede som om alle havde haft en dejlig formiddag.

Publiceret 01 October 2012 09:00