Syv kampe syv sejre. JIK er i forrygende form for tiden. Arkivfoto.

Syv kampe syv sejre. JIK er i forrygende form for tiden. Arkivfoto.

JIK sikrer sig

Med den syvende sejr er JIK nu sikre på at være med i oprykningsspil til foråret

Af
Af David Foli

Jægerspris IK har for alvor fået vind i sejlene i denne sæson. Lørdag blev det til den syvende sejr ud af syv mulige og dermed er holdet sikret en plads i forårets serie 4, hvor nummer 1 og 2 rykker op i serie 3. Holdets syvende sejr blev beseglet på udebane mod Gundsømagle, som blev presset fra første fløjt. Der skulle dog gå 35 minutter før JIK fik hul på bylden, da Morten Knudsen scorede til 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen. JIK-træner Ove Franch benyttede pausen til at lave en tredobbelt udskiftning, og det gav pote i anden halvleg, hvor Mathias Rister gjorde det til 2-0, mens Mathias Kolby øgede til 3-0. Hjemmholdet havde reelt intet at komme efter i opgøret, og trods en reducering til 1-3 blev holdet blæst af banen. Brødreparret Mathias og Simon Rister fuldbyrdede ydmygelsen, da Mathias Rister gjorde det til 4-1, mens broderen scorede til både 5-1 og 6-1, inden Mathias Rister lukkede med sin scoring til 7-1. "Vi beviser, at vi er klar fra start og spiller godt fodbold, at vi skifter tre mand i pausen er ikke udtryk for, at de udskiftede gjorde det specielt dårligt, men med alt det spil vi havde, skulle der ske noget for at sætte endnu mere pres på Gundsømagle," siger JIK-træner Ove Franch og fortsætter: "Vi beviser også, at kondien er i orden. Vi kunne holde tempo i samtlige 90 minutter." Næste kamp for JIK bliver et rigtigt lokalopgør, når Femhøj andethold kommer på besøg. Kampen fløjtes i gang lørdag kl. 13.00 på Jægerspris stadion ved Møllegårdsskolen.

Publiceret 01 October 2012 10:00