Kvinde i Lunderskov troede bilen var blevet stjålet men...

En kvinde i Lunderskov fik sig først en forskrækkelse og derefter måske lidt røde ører, da hun lørdag tilkaldte politiet, efter hendes bil var blevet stjålet.
Kvinden steg ud af bilen for at hæve penge i en hæveautomat, og umiddelbart efter forsvandt bilen. Kvinden kontaktede straks Kolding Politi, der sendte en patrulje til stedet, og til alt held fandt de hendes bil igen blot få hundrede meter fra hæveautomaten. Det viste sig her, at bilen slet ikke var blevet stjålet. Kvinden havde blot glemt at trække håndbremsen, så bilen var stille og roligt trillet baglæns, til den ramte en pæl og stoppede. Det oplyser Kolding Politi.

Publiceret 01 October 2012 09:44