(Colourbox).

(Colourbox).

Når mor drikker

Forfatterarrangement på Køge Bibliotek

KØGE: Hvordan er det at vokse op som barn af en alkoholiker? Forfatter Sissel Bergfjord har skrevet en elegant og stilsikker roman om et tabubelagt emne, som du kan høre hende fortælle om på Køge Bibliotek tirsdag den 2. oktober kl. 19.00.
Det er ingen hemmelighed, at Sortedam, som er Sissel Bergfjords anden roman, bygger på hendes egne erfaringer med en alkoholisk mor. Hun er langt fra den eneste, som kæmper med det problem. Ifølge den seneste statistik fra Sundhedsstyrelsen vokser 122.000 børn netop nu op i en familie med alkoholproblemer.
Følelser som sorg, frustration, vrede og afmagt er normale for pårørende til alkoholikere, og det gennemsyrer fortællingen om Sigrid, der har svært ved at lade andre mennesker komme tæt på sig.
Moderens misbrug af alkohol lægger en dyster skygge over Sigrids liv selv som voksen. Hvordan kommer man nogensinde den smerte til livs.
Sissel Bergfjord vil læse op af Sortedam, som anmelderne tog rigtig godt imod, og fortælle om sine bevæggrunde for at skrive en meget personlig roman om at vokse op som barn af en alkoholiker.
Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig på Køge Bibliotek eller oplevelse@koege.dk.
Arrangementet er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.
pm

Publiceret 01 October 2012 13:15