- Når du besøger Living+ får du gratis adgang til messen

- Når du besøger Living+ får du gratis adgang til messen "Cykler for alle", hvor de dugfriske 2013-modeller præsenteres, fortæller Lars Søndergaard, projektchef hos Messe C, Fredericia.

Over 150 udstillere står klar

"Living+" er Fredericias nye livsstilsmesse for den store og voksende gruppe af seniorer i Danmark

Af
Lars Saugbjerg

Målgruppen er stor. Meget stor. Den nye livsstilsmesse Living+ i Fredericia er nemlig for 50+ generationen. Et voksent, købedygtigt publikum, hvor en del endda har tid tilovers...
Messe C, Fredericia, har pakket 8.000 kvadratmeter ind i en række temaområder, som hver især indeholde tilbud og fristelser for de besøgende. En rejsesektion står klar med golf-, wellness- og byrejser samt krydstogter. Publikum kan dykke ned i boligformer, sundhed, økonomi, transport - få musikoplevselser, foredrag og meget andet.
Det er første gang, at Messe C prøver kræfter med Living+, og alt tyder på, at messen får en flot premiere. Der er 156 udstillere på plads.
- Vi håber på en god start. Vi ser i hvert fald et kæmpe potentiale, siger projektchef hos Messe C, Lars Søndergaard.
Messen arrangeres i samarbejde med Ældre Sagen, der har over 600.000 medlemmer.
- Det er en stærk forening, som vi finder meget interessant som samarbejdspartner. Kan vi bare nå et par procent af medlemsskaren, er vi jo godt på vej...

Idéen

Living+ er en ny type messe i Danmark.
- Vi lægger hus til mange forskellige arrangementer. Men dette er vores eget, hvor vi selv har opfundet konceptet, fortæller Lars Søndergaard, der tilføjer, at inspirationen blandt andet er hentet i Holland.
- Her har man i en årrække har haft succes med en lignende messe, der sidste år tiltrak 100.000 mennesker på fem dage.
Projektchefen understreger, at Living+ ikke kun henvender sig til den ældste del af befolkningen.
- Vi vil gerne ramme bredt, allerede fra 50+. Det samme vil Ældre Sagen. Og det afspejles også i messens indhold, hvor der i høj grad er fokus på livsnyderi og det gode liv - fremfor rollatorer og diverse hjælpemidler. Den slags har vi naturligvis også, men det primære er fritid, fornøjelser, aktiviteter, oplevelser - måske kombineret med et aktivt arbejdsliv, lyder det fra Lars Søndergaard, der med sine 51 år selv er en del af målgruppen.

Cykelnyheder

Entrebilletten til Living+ giver også adgang til messen "Cykler for Alle", som afholdes sideløbende med Living+.
- Fagmessen åbner op for publikum med alt hvad der "bimler og bamler" indenfor cykler. Dugfriske 2013-nyheder. Racercykler, turcykler, masser af udstyr - og på en stor bane kan man teste el-cykler, fortæller Lars Søndergaard.
Med entrébilletten i hånden kan man også besøge Den Historiske Miniby, der jo ligger lige i nærheden. Minibyen holder ekstraordinært åbent i messedagene.
For at tilgodese besøgende fra alle egne af landet har Messe C indgået fordelagtige rabataftaler med A/S Storebælt og DSB/Arriva, lige som der kører gratis shuttlebusser mellem Fredericia Banegård og messecentret tre gange i timen. Man kan se mere om dette på messens hjemmeside, www.living-plus.dk, hvor det fulde program også er beskrevet.
Living+ finder sted i Messe C Fredericia i weekenden den 5.-7. oktober.

Publiceret 01 October 2012 07:00