Løberne fra Running Hvidovre viste flotte resultater til Berlin Marathon.

Løberne fra Running Hvidovre viste flotte resultater til Berlin Marathon.

11 Hvidovreløbere slog personlig rekord til Berlin Marathon

I alt 13 seje løbere fra det lokale løbefællesskab Running Hvidovre stillede til start ved Berlin Marathon i sidste weekend.
Og med strålende solskin tegnede det også overordentlig godt, da starten gik og de i alt 40.000 løbere satte afsted.
Startlisten talte over 6.000 danskere og heraf kom de 13 fra Running Hvidovre.
Startskuddet lød præcis kl. 9.00 og de mange løbere satte af i bevægelse - i forskellig fart. Løbets hurtigste nåede målstregen på knap 2 timer og fem minutter, mens sidste løber over stregen brugte syv timer.
Løberne fra Hvidovre viste sig at have rigtig gode ben. Hele 11 fra holdet, hvoraf to var debutanter, slog nemlig deres personlige rekord på distancen.
Kun de to ”gamle” måtte erkende, at dagen ikke var til en personlig rekord. Fartholder Niels Gravgaard havde en skade i benet og holdt "kun" til 34 kilometer og formand Lars Mertins måtte sande, at et ødelagt ledbånd, som havde betydet otte ugers pause hen over sommeren kun rakte til en tid på 4 timer og 4 minutter.

Hurtigst over stregen

Længe så det ud til at Tommy Tillisch ville vinde den interne dyst i Running Hvidovre. For allerede efter 500 meter havde han lagt sig i spidsen, og der blev han helt frem til km. 41, hvor Tue Rosbirk pludselig dukkede op og vandt æren af at være hurtigste Running Hvidovre løber. Dog kun 30 sekunder foran Tommy. De løb begge i mål i ca. 3 timer og 21 minutter.
Ligeledes klarede debutanterne Trine Nielsen og Lasse Jensen sig flot. Begge løb i fin stil hele vejen. Lasse med en tid på 3 timer og 40 minutter, mens Trine lige fik sneget sig i mål før de 5 timer var gået.

 

Publiceret 03 October 2012 09:00