Områdedirektør i Nordea i Køge, Ingolf Steenstrup Larsen. (Arkivfoto).

Områdedirektør i Nordea i Køge, Ingolf Steenstrup Larsen. (Arkivfoto).

Hvem skal have Nordeas Gør det muligt-pris 2012?

PRIS: For syvende år i træk sætter Nordea 75.000 kroner på højkant til en person eller en klub, som har gjort en særlig indsats for at få flere børn og unge til at dyrke sport.
Prisen bliver overrakt til vinderen ved DR's store gallashow Sport 2012, der sendes live fra Herning Messecenter 5. januar 2013.
Jagten på dette års pristager er nu gået i gang, og Nordea i Køge opfordrer alle til at nominere en eller flere fra lokalområdet, som, de mener, har gjort en særlig indsats.
- Nordea vil gerne være med til at opmuntre børn og unge til at dyrke sport. Det gør vi blandt andet ved at støtte idrætslivet gennem vores Team Danmark-sponsorat og ved at støtte en række lokale sportsarrangementer, siger områdedirektør Ingolf Stenstrup Larsen fra Nordea i Køge.
Det drejer sig om at finde de engagerede mennesker, der binder lokalsamfundet sammen gennem sporten. I de kommende uger har alle bankens kunder og alle andre i området mulighed for at pege på en kandidat.
- Jeg håber, at rigtig mange vil gribe chancen for at give et skulderklap til en eller flere af de frivillige, som gør en kæmpe indsats for børn og unge i idrætsforeningerne, siger Ingolf Stenstrup Larsen.
Fra 1. oktober kan man nominere sin kandidat via Nordeas Facebook-side, facebook.nordea.dk/gdm. Nomineringen skal indeholde en begrundelse for, hvorfor man mener, at for eksempel børnenes fodboldtræner, lederen af ungdomsafdelingen i håndboldklubben eller blæksprutten i gymnastikforeningen har fortjent Gør det muligt-prisen 2012.
Nomineringen skal, ud over en begrundelse, indeholde kontaktoplysninger på både den, der nominerer og den nominerede.
Sidste chance for at nominere en kandidat er onsdag den 31. oktober klokken 12.00.
mr

Publiceret 03 October 2012 05:45