De store, prangende samtalekøkkener bliver sandsynligvis erstattet af mindre og mere praktiske køkkener med fokus på det nære, fortæller ekspert. Foto: MostPhotos

De store, prangende samtalekøkkener bliver sandsynligvis erstattet af mindre og mere praktiske køkkener med fokus på det nære, fortæller ekspert. Foto: MostPhotos

Køkkenet fra de gode gamle dage er på vej tilbage

Der viser sig et klart skifte i forbrugermentaliteten, når det handler om boligen, fortæller ekspert

For få år siden kunne boligen nærmest ikke blive prangende nok.
Vi investerede i tilbygninger, arkitekthjælp, store, mondæne samtalekøkkener og andet, der kunne vise omverdenen, at vi var trendy, med på opsvinget og en del af tidens forbrugerræs. Sådan er det ikke mere.
I dag lægger vi vægt på det trygge, det nære, det simple og det snusfornuftige, fortæller videnskonsulent Mai Thomsen fra Retail Institute Scandinavia, der rådgiver danske virksomheder om detailhandel og forbrugeradfærd.
- Nu har vi haft krise nogle år, og der har helt klart været et skifte i mentaliteten. Det er vores opfattelse, at forbrugerne i dag lægger vægt på helt andre værdier. Under forbrugsfesten var eksempelvis samtalekøkkenet et symbol på status og overskud, men under forbrugskrisen er man blevet mere bevidst om og reflekterer over, at luksuriøse forbrugsgoder ikke nødvendigvis gør os lykkeligere eller giver mere nærvær, siger hun.

Digitale hjem

Når det handler om en af de store investeringer til boligen nemlig køkkenet, vil Mai Thomsen således ikke afvise, at vi i de kommende år kommer til at se flere små, praktisk indrettede køkkener, hvor man måske endda kan lukke af ind til stuen og spisestuen.
- Det trygge og det nære forbinder vi med de gode gamle dage, hvor man netop havde de små, lukkede, praktiske køkkener, de fleste husker så godt, og det er meget tænkeligt, de vinder frem igen, fortæller konsulenten, som dog pointerer, at boligen og køkkenerne kommer til at adskille sig fra de gode gamle dage på et centralt punkt.
- Teknologi og digitalitet kommer til at præge vores allesammens hverdag endnu mere, end det allerede gør i dag. Flere taler om det intelligente hjem, og således kan man også sagtens forestille sig, at det intelligente køkken kommer mere og mere frem.
Et skifte fra store, åbne samtalekøkkener med kogeøer til mindre, lukkede køkkener behøver dog ikke udelukkende at være udtryk for et opgør med forbrugsræset. Det kan også ses som en modreaktion til en trend, der har hersket længe og er blevet mainstream. Forbrugerne er altid på jagt efter det nye, ligesom branchen naturligvis gerne vil give grund til at få et nyt køkken, påpeger Mai Thomsen.

Publiceret 03 October 2012 14:00