Modelbillede.

Modelbillede.

Stærke resultater fra Hvidovres yngste konkurrencesvømmere

Næsten alle Hvidovresvømmerne slog deres personlige rekorder, da de deltog i Gentofte Open.
Træneren ser det som et udtryk for styrket vilje og stor koncentration.
Da Hvidovre Svømmeklubs D-hold sidste weekend var til Gentofte Open, var det en flok unge, håbefulde svømmere, der tilsyneladende havde sparet godt med energi op efter en lang sommerferie. 
Holdet har i sæsonopstarten trænet rigtig meget butterfly, så det var derfor ikke en overraskelse, at holdet klarede sig rigtig godt i den disciplin. Forbedringen har været så god, at Hvidovre Svømmeklub nu har Gustav Haugård Hansen i top 10 i Danmark i hans årgang. Derudover er Andreas Gammelgård og Anders Skousen i top 50 – alle tre i 50 m butterfly. Udover drengene svømmede også Maja Irbo som eneste pige fra Hvidovre 50 fly i den flotte tid 51 sek.
- Alle de flotte tider i butterfly var selvfølgelig lidt forventede, eftersom at svømmernes fokus stort set ikke har været på andet i sæsonstarten, siger holdets træner Sigrid Jensen og fortsætter:
- Men selvom der ikke er blevet svømmet synderligt meget andet til træning, så lavede næsten alle svømmerne personlige rekorder i alle andre løb. Kun 2 ud af 20 løb medførte ikke personlig rekord. Det mener jeg, er et udtryk for en styrket vilje og koncentration i den daglige træning. Intet andet kan gøre en træner mere stolt end at berette om en sådan fremgang. Derfor er vi også både stolte og glade for at fortsætte arbejdet med de mange entusiastiske talenter på D-holdet, slutter hun.

Publiceret 03 October 2012 09:30