Fyrtårn i dværg-format

Rammerne er til stede i Haderslev for en sommerfest, der står gny om, og den historiske baggrund kan ikke ønskes bedre. Alligevel glimrer Haderslevs byfest, der er opkaldt efter renæssancens hertug Hans, sig kun på to områder - og de har begge symbolværdi.

I mangel af format betegnes byfesten som en festival, hvilket signalerer noget stort og solidt. Byfesten er desuden af byrådet blevet udråbt til et kulturelt fyrtårn, skønt dets lys ikke når langt ud. I virkeligheden er det et fyrtårn i dværg-format.

I årevis har hertug-festen kun eksisteret i kraft af kommunale tilskud. Da de ophørte, sørgede lokalpolitikerne for, at skattekroner fra Haderslev Kommune, der blev sendt til den sønderjyske kulturaftale, blev kanaliseret tilbage til Haderslev - til byfesten.

Nu skal den sønderjyske kulturaftale erstattes af en grænseoverskridende kulturaftale, og den sikrer ikke på forhånd penge til hertug-festen. Støttet bliver den alligevel. Formanden for Kultur & Fritid, Karl Gunnar Gregersen, Gram, har allerede været ude med en melding om, at han finder det rigtigt at bruge skattekroner på købstadens fest.

Officielt støttes byfesten ikke med kommunale midler. Det står ordret i den seneste dagsorden fra Kultur & Fritid. For at undgå misforståelser citerer jeg: ?Der er ikke bevilget kommunalt tilskud til Hertug Hans Festival 2012?.

Her er tale om rendyrket manipulering med sandheden. Den citerede sætning følges nemlig direkte af en oplysning om, at udgifterne til æreshertug-kåringen er finansieret af byrådssekretariatet og Kultur & Fritid?. Hertil kommer, at kommunen har bidraget med en projektleder, der har brugt 400 timer på koordinering af program og markedsføring. Altså skattekroner.

Et ganske betydeligt pengebeløb ligger gemt her, men officielt støttes hertug-festen ikke med kommunale midler. Jeg konkluderer, at der er tale om bureaukratisk tågesnak og politisk gøgl.

600 aktive deltog i dette års hertug-fest. Det anslås, at ?festivalen? blev besøgt af 6000-8000, hvilket blot svarer til en tredjedel af købstadens indbyggere. Hele kommunens kulturelle fyrtårn lyste så svagt, at langt under halvdelen af købstaden blev oplyst - og lyset nåede kun sporadisk ud over bygrænsen.

Havkatten Calle

Publiceret 05 October 2012 17:59