Shop Manager Mette Lyngaard glæder sig til at byde kunderne velkommen i Vejle.

Shop Manager Mette Lyngaard glæder sig til at byde kunderne velkommen i Vejle.

Ny butik i Vejle:

A Xoco by Anthon Berg

Vejle bliver den første by i Jylland, hvor der åbner en A Xoco by Anthon Berg butik

Fredag 2. oktober åbner A XOCO by Anthon Berg den første A XOCO butik i Jylland. A XOCO by Anthon Berg er chokolader i sin mest kompromisløse og æstetiske form og udspringer af Anthon Bergs mere end 125-årige erfaring i at lave kvalitetschokolade. Chokoladerne laves i deres eget chokoladeværksted i Kødbyen i København, og der bruges kun de allerbedste råvarer. Marcipanen for eksempel er lavet på spanske marconamandler og rørsukker.
I butikken, som ligger Nørregade 16 ved siden af Bahne, kan man købe flødeboller, dragéer med mandler, nødder og mint, mere end 20 forskellige fyldte chokolader, færdigpakkede gaveæsker, rustikke chokoladebrud og syltet frugt med 72 procent chokoladeovertræk.
- Vi har alt lige fra marcipan eller nougat overtrukket med chokolader til chokoladeovertrukket ganache lavet på frisk fløde og gedeost. De første chokolader passer rigtig godt til kaffen, mens det sidste stykke passer perfekt til en ostetallerken og et glas rigtig god Amarone, siger Shop Manager Mette Lyngaard.
Hendes favoritstykke er lakridskaramel i hvid chokolade. Butikken sælger også kaffe og hjemmelavede kager, som kan nydes i butikken eller tages med på vejen.

Lav dine egne flødeboller

I chokoladebutikken er der også et chokoladeakademi, hvor man kan komme og lære at lave flødeboller og fyldte chokolader. Hvis du gerne vil lave dine egne kreationer derhjemme, sælger A XOCO by Anthon Berg alle ingredienser til hjemmelaveren: Marcipan, nougat, chokolade, glukose, mandler, nødder, forme og værktøj.
På åbningsdagen kan du møde chefchokolatier Jesper Rahbek, der har udviklet chokoladerne. Han tryller i chokoladeakademiet, og man kan tilmelde sig et mini flødebollekursus, der afholdes mandag, tirsdag og onsdag i efterårsferien. Kurset koster 150 kroner og varer cirka 45 minutter.


A XOCO udtales 'a sjoko' og stammer fra 'xoco atl', som på det gamle Aztekersprog Nahuatl betyder bittert vand. Dette var navnet på en styrkende drik af knuste kakaobønner pisket op i koldt vand. 'Xoco atl' er den første kendte brug af kakaobønnen. A'et foran XOCO kommer fra Anthon Berg.

Publiceret 05 October 2012 11:30