TURISME:

Pris og kvalitet skal følges ad

Vardes turisme får hjælp til udvikling og vækst af gennem to års analyser.

Af
Af Lene Dalsgaard

Turismen i Varde koncentreret på Henne Strand og Blåvand ligger lavt på områder som vækst og attraktioner, mellem de områder i Danmark, der beskæftiger sig med kystturisme.
Til gengæld scorer de to turistområder højt på områder som overnatning, omsætning og natur.
Nu kommer turismen i Henne Strand og Blåvand med i en række undersøgelser som Videncenter for Kystturisme har sat i gang.
20 områder er med i undersøgelserne som kommer til at løbe hen over de kommende to år.
"Når man ser på kystturisme er Varde sammen med Ringkøbing de største overhovedet. Der er gode restauranter, fine sommerhuse og unik natur, men ser man så på hvad der kommer ud af det, er der plads til forbedringer på væksten," fortæller direktør Lars H. Olsen, Videncenter for Kystturisme.
Lars H. Olsen mener, at der kan skrues på kvaliteten af den samlede oplevelse og udbuddet af attraktioner.
"Den turist der sidder i Tyskland, eller et andet sted i Europa og skal bestille sin ferie, skal vide, at kvaliteten er i top," siger han.

Fælles kvalitet

Samtidig er målet for projektet at skabe en fælles forståelse i turistområdet for hvad kvalitet er.
Når det gælder nye attraktioner er Varde på ret spor, mener Lars H. Olsen.
"Gæsterne kommer især for at nyde den unikke natur. Et tiltag som "Kronvildtet i Naturen" en bragende god ide. Her tager man nemlig noget der er der i forvejen og gør det til en attraktion," siger han.
Og turistchefen i Varde er stort set enig.
"Vi har meget gode sommerhuse og gode professionelle udlejere, men der er da stadig en stor udfordring i at få pris og kvalitet til at matche, for nogle af de private udlejere. Men det kan da også godt være at der er basis for nogle hoteller i området, det må undersøgelserne vise," siger Colin Seymour.
Han er også på linje med Videncenter for kystturisme i, at det er naturattraktionerne, der trækker en stor del at turisterne til.
"Vi leder hele tiden efter nye muligheder, også i samarbejde med naboerne langs Vestkysten. Netop i efterårsferien er vi med i en stor satsning, hvor vi sammen med Esbjerg og Tønder Kommuner sætter focus på stillehavsøsters, som vokser i store banker i det lave vand i Vadehavet, lige til at plukke," fortæller han.

Publiceret 05 October 2012 07:00