Den fik på alle tangenter da der var bierfest i Fjelstrup.

Den fik på alle tangenter da der var bierfest i Fjelstrup.

700 sang med

Bierfesten i Fjelstrup blev en overvældende succes. Arrangørerne har allerede planlagt fester de næste to år

Af
Peter Rasmussen

Folk i Fjelstrup og Omegn vil gerne til bierfest. Det må være konklusionen efter det forrygende brag af en fest, som Fjelstruphallen forleden lagde parketgulv til. Ikke færre end 700 begejstrede gæster sang med og mæskede sig i skummende øl og schnitzler fra Seggelund.
Initiativet til bierfesten kom fra Fjelstrup Cykelklub, hvor man gerne vil støtte op om den nye halbestyrelse og visionerne om en bedre hal med tidsvarende aktiviteter.
"Det koster penge at realisere den vision, og derfor var vi hurtigt enige om, at overskuddet fra festen skulle gå til hallen og de mange fornyelsesprojekter," fortæller Søren Lei fra cykelklubben.
Da festen var planlagt blev der fundet 16 såkaldte ambassadører, der skulle stå for salget af billetter til netop deres bord. Hvert bord kunne rumme 42 gæster, så der var mange billetter til salg. Men på bare tre uger var festen fuldstændig udsolgt.
"Det er en stærkt koncept, for på den måde bliver festen til vennernes fest," siger Søren Lei.
På dagen troppede 700 feststemte og udlædte gæster op, og med YoYo Quardro på scenen kom der lynhurtigt gang i festen. Peter Vollstedt og Co. kan det der med at piske en stemning op - på den gode måde.
2.100 liter øl senere var gæsterne taget hjem. Der var 420.000 kroner i kassen og et forsigtigt skøn fra arrangørene lyder på en nettofortjeneste på 100.000 til det gode formål. Det kan man kalde succes, og det giver mod på mere:
"Vi har bestilt musik og pyntning til de næste to år," siger Søren Lei.

700 festglade mennesker havde en herlig aften.

700 festglade mennesker havde en herlig aften.

Publiceret 06 October 2012 08:00