Det flotte mesterværk, som 22 børn fra Riberhus Privatskole har været med til at fremstille, har fået en hel væg for sig selv, lige midt i bibliotekets hjerte.
Foto: Susanne Dige Krebs

Det flotte mesterværk, som 22 børn fra Riberhus Privatskole har været med til at fremstille, har fået en hel væg for sig selv, lige midt i bibliotekets hjerte. Foto: Susanne Dige Krebs

Børn lavede mesterværk til biblioteket

Resultatet af godt og vel ti timers intensiv billedkunstarbejde blev i torsdags overdraget til Ribe Bibliotek i form af en indvielsesgave

Af
Af Susanne Dige Krebs

Hele 22 elever fra fjerde til sjette klasse, på Riberhus Privatskole, har brugt over ti billedkunsttimer til at fremstille et meget flot kunstværk til Ribe Bibliotek.
I torsdags blev det færdige mesterværk overrakt til biblioteket.
Mesterværket, der består af en række forskellige billeder, er fremstillet ved hjælp af en meget avanceret og langsommelig teknik, der kaldes sampling.
Efterfølgende er de individuelle billeder blevet skruet sammen til et stort mesterværk, hvor motiverne alle har udgangspunkt i, hvad biblioteket fremadrettet kan bruges til, ligesom der er brudstykker fra både gamle og nye eventyr samt billeder af kendte forfattere.
"Vi er rigtigt glade for billedet. Det er så dejligt, at børnene har lyst til at lave noget til os, og det er helt sikkert med til at give dem en følelse af, at det også er "deres" bibliotek", sagde bibliotekar Birgitte Andersen, efter mesterværket var blevet afsløret, og de mange børn stod og spiste frugt, der var stillet frem til lejligheden.

Som en fritidsordning

Biblioteket, der har været åbent i en måneds tid i de nye lokaler i SeminarieHuset, bliver også flittigt brugt af de mange skolebørn fra området.
"Man kan roligt sige, at det vælter ind med børn. Vi kan virkelig mærke, at vi er kommet tættere på børnene her, og mange bruger det næsten som en slags fritidsordning, inden de skal videre til sport eller bare hjemad," smiler Birgitte Andersen.
De kreative børn bag mesterværket var blevet guidet gennem fremstillingsprocessen af billedkunstlærer Laurids Schmidt.

Publiceret 06 October 2012 11:30