Jimmy Weber, Restaurant Horizonten. (Foto: JCJ).

Jimmy Weber, Restaurant Horizonten. (Foto: JCJ).

Billig gourmetoplevelse hos Restaurant Horizonten

Horizonten på Havnen i Køge holder fast i princippet om lokale råvarer af høj kvalitet under Smag på Køge-ugen, hvor der blandt andet er græskar, svinebryst og æbler på menuen.

Af
Martin Rasmussen

SMAG PÅ KØGE: Gourmetmad til kraftigt nedsatte priser. Det er det attraktive tilbud til gæsterne i Restaurant Horizonten i den kommende uge, hvor indehaverne Camilla Andersen og Jimmy Weber fra tirsdag den 9. oktober til lørdag den 13. oktober har sammensat en spændende menu til Smag på Køge-gæsterne.
Ifølge Jimmy Weber er Smag på Køge en glimrende mulighed for, at nye gæster lærer restauranten at kende.
- Baggrunden for, at vi er med, er, at vi gerne vil have besøg af nogle gæster, som ikke normalt kommer hos os. Sidst vi var med i Smag på Køge var der utrolig mange, der kom tilbage, siger han.
Selv om prisen er lav, så er der ikke slækket på de høje krav til kvaliteten og til råvarernes oprindelse hos Horizonten.
- Menuen er helt i vores ånd. En central del af konceptet er lokale råvarer, og så vidt som muligt vælger vi råvarer fra Køge og omegn, fortæller Jimmy Weber.
Til forret serveres en suppe med hokaidogræskar fra en lokal gård. Dertil muslinger, syltede bøgehatte og urter.
Hovedretten består af langtidstilberedt svinebryst med perlebyg og beder. Også hertil anvendes urter, der som altid for Horizontens vedkommende er hentet i den lokale natur.
Desserten består af "Camillas æblekage", og som navnet antyder, er der tale om alt andet end en klassisk udgave af den velkendte dessert. Desuden bliver den lavet af æblet fra parrets egen have.
- Til menuen har vi også en tilpasset vinmenu, oplyser Jimmy Weber.
Der er med andre ord lagt op til store smagsoplevelser hos Restaurant Horizonten i den kommende uge. Der kan reserveres bord klokken 17.30 og klokken 20.00 i den lille hyggelige gourmetrestaurant på Havnen i Køge.

Publiceret 06 October 2012 16:00