Rentefesten fortsætter, mener Spar Nord Køge. (Arkivfoto: DS).

Rentefesten fortsætter, mener Spar Nord Køge. (Arkivfoto: DS).

Boligejernes rentefest langt fra slut

Rentefesten ser ikke ud til at slutte foreløbig, mener Spar Nord Køge.

Boligejernes historiske rentefest ser ikke ud til at slutte lige foreløbig. Den seneste tid er renten på de mest populære rentetilpasningslån igen faldet tilbage, og aktuelt kan boligejerne ifølge Spar Nord Køge låne til omkring 0,3 procent i rente i form af et etårigt rentetilpasningslån.
På trods af flere forudsigelser om snarligt stigende renter, er der ikke meget, der tyder på, at det kommer til at ske lige foreløbig.
- Som landet ligger lige nu, ser det ud til, at boligejerne kan fortsætte rentefesten et stykke tid endnu, siger privatkundechef Jesper Henriksen i Spar Nord Køge.
Han oplyser, at renten på de mest populære rentetilpasningslån den seneste tid er faldet tilbage, så det nu koster omkring 0,3, 0,7 og 1,2 procent i rente at låne penge i boligen med en fast rente i henholdsvis et, tre og fem år.
Som de seneste uger også har vist, tyder alt på, at de danske renter også i de kommende måneder vil svinge i takt med investorernes appetit på risiko.
I perioder med stor usikkerhed om den europæiske gældskrise vil investorerne efterspørge de sikre, danske papirer og dermed sende renterne ned. Modsat vil renterne stige i perioder med voksende optimisme og tiltro til, at Europa er på vej ud af krisen.
Sådan vil det ifølge Jesper Henriksen være, indtil der kommer en mere definitiv løsning på Europas krise. Alligevel anbefaler han fortsat fast rente, men medgiver, at de ekstremt lave og variable renter er fristende:
- Lige nu tyder meget på, at de ekstremt lave renter fortsætter, men der er absolut ingen garanti. Derfor er vores anbefaling stadig, at du låser renten fast på det nuværende og historisk lave niveau. Med fast rente har du desuden mulighed for at konvertere restgæld væk, når renterne en gang stiger, og kurserne dermed falder, uddyber Jesper Henriksen.
mr

Publiceret 06 October 2012 14:00