Egnsmuseet i Oksbøl lukker

Det er meget snart sidste chance for at besøge den lokalhistoriske udstilling på Blåvandshuk Museum i Oksbøl.

Af
Kim Schou

Kommunen har efter aftale med museet solgt udstillingsbygningen, det tidligere ?lille? rådhus centralt i Oksbøl. Museets ansatte begynder så småt at flytte udstillingen på magasin i løbet af oktober, og onsdag d. 31. oktober bliver museets sidste åbningsdag. Det vil være muligt for publikum at se størsteparten af udstillingen frem til denne dato, men vil man nå at se samtlige genstande i udstillingen, skal man være hurtigt ude. Museets samling fra Hesselmed og 2. Verdenskrigsudstillingen vil være noget af det sidste, der bliver pakket ned.
Egnsmuseet i Oksbøl åbnede i 1980, men de seneste år har udstillingen været forældet og besøgstallet beskedent. Salget af bygningen er en del af museet og kommunens spareplan, og indgår samtidig i museets langsigtede plan om at få færre, men bedre udstillingssteder i løbet af en årrække. Museet har åbent onsdag og søndag fra 13-16 frem til 31. oktober.

Publiceret 06 October 2012 06:00