Stjernecellist spiller i Sct. Jacobi Kirke i eftermiddag

Lørdag d. 6. oktober kl. 16 er der koncert i Sct. Jacobi Kirke med Archi Ensemblet og cellisten Henrik Dam Thomsen, der er solist i Haydns Cellokoncert i D-dur og en Andante Cantabile af Tjaikowsky. På programmet er desuden Mozarts Symfoni nr. 29 samt en

Af
Kim Schou

Henrik Dam Thomsen er en af Danmarks førende cellister. Siden 1999 har han kombineret en stilling som 1. solocellist ved DR Symfoniorkestret med et alsidigt virke som solist, kammermusiker og lærer på Det kgl. danske Musikkonservatorium. Efter debuten i 1998 skrev Berlingske Tidende: "Forventningerne var skyhøje. De blev overgået. Næppe nogen havde drømt om en debutkoncert på et så højt solistisk, virtuost og kunstnerisk niveau som det, Henrik Dam Thomsen præsterede. Nærværende anmelder kan i hvert fald ikke huske noget mere overbevisende fra de sidste 35 år." Henrik Dam Thomsen er uddannet i København, London og Bloomington (Indiana, USA). Som solist har han optrådt med førende danske symfoni- og kammerorkestre, og i juni 2006 havde han sin debut i Japan, da han optrådte som solist med New Japan Philharmonic Orchestra i Tokyo. Archi Ensemblet blev dannet i 2011 efter nedlæggelsen af Vestjysk Symfoniorkester og har en besætning på 10 violiner, 4 bratscher, 4 celli og 2 kontrabasser plus 2 oboer og 2 horn. Dirigenten er Harry Lender, der er kendt som dirigent for Esbjerg Koncertkor og som også har dirigeret Vestjysk Symfoniorkester med kor i nogle af musikhistoriens store værker.

Publiceret 06 October 2012 06:00