Jesper Dahl trækkes med en beskadiget hæl og er tvivlsom til mødet med Svebølle. (Arkivfoto: JCJ).

Jesper Dahl trækkes med en beskadiget hæl og er tvivlsom til mødet med Svebølle. (Arkivfoto: JCJ).

Brinksby:

Det blæser vores vej

Af
Per Møller

FODBOLD: Rishøj Boldklubs førstehold i 2. Division Øst er inde i en resultatmæssig rigtig god stime. Holdet er ubesejret i seks kampe - og i de fem af kampene har målmand Steffen Fasting holdt "clean sheet".
- Vi må sige det blæser vores vej for tiden - endda uden at vi har spillet prangende, Indsatsen mod LFA i lørdags var dog noget bedre og sejren fortjent, modsat den forrige kamp mod Frem, hvor vi vel må indrømme vi "stjal" sejren, siger træner Jimmy Brinksby.
Den gode stime har bragt Rishøj op midt i rækken, med en meget behagelig afstand til bundholdene. Og med en sejr i næste opgør, på udebane mod Svebølle søndag kl. 13.00, kan Rishøj vel næsten kalde sig uden for nedrykningsfare til trods for, at der herefter fortsat resterer 19 spillerunder.
Med en sejr i Svebølle vil Rishøj være 16-17 points fra en nedrykningsplads. Og det vil være helt grotesk hvis det forspring sættes til.
Søndagens modstander Svebølle har kun hentet tre points i sæsonens 10 første kampe og kommer fra en snitter på 7-1 til Hvidovre.
- Svebølle er kendt som et hold der ikke er gode i modgang. Men nogen walk over bliver det ikke. Holdet får et par profiler tilbage til kampen, ligesom det aldrig er nemt at spille i Svebølle. Sidste sæson blev det 1-1. De har nogle udfordrende kanter og er gode med bolden. Så vi skal være oppe i gear fra start, siger Jimmy Brinksby, der har tvivlsspørgsmål ved et par spillere der trækkes med småskader: Jesper Dahl og Dennis Schmidt.

Publiceret 13 October 2012 17:15