Kaffetanker:

Skuddrama i skoven

Af
Jørgen Flindt

Der er noget mytisk over Gødding Skov. Ikke fordi den er mere speciel end så mange andre skove, men i min verden var Gødding Skov en indgang til den litterære verden. Til en verden af navnløse journalister og vilde skudopgør midt på landevejen der midt i skoven mellem Nørup og Vandel.
Her, hvor så mange kører gennem på vej mellem Vejle og Billund, skete der nemlig et stort drama for små 25 år siden. Dramaet var godt nok skrevet ind i en af Dan Turélls bøger i den dengang meget kendte krimiserie om vesterbrojournalisten, der levede på kanten af samfundets bund, og drak wisky i uanede mængder, og løb ind i mord hele tiden, som han smart nok så kunne skrive om til "Bladet". Og på den måde tjene penge på andres død og ulykke.
Nå, hvorfor tænker jeg på det, alt mens jeg står her med en kop kaffe i hånden og kigger på en smal Vejle å, der skynder sig nedad bakken mod Vejle Ådal. Højt over åen og over mig er den nye bro, hvorpå man finder den nye motortrafikvej, som åbnede mandag og nu lader trafikanterne kommer seks minutter hurtigere frem mellem Billund og Vejle.
Dengang Dan Turéll skrev en novelle, hvor han lod sin københavnerjournalist tage på turné rundt i Jylland på jagt efter en morder, der havde forsøgt at skyde ham i Ålborg, ja der sluttede historien her i Gødding Skov. Med skud mellem banditter og politi. Mellem det gode og det onde.
Og jeg slugte det hele. Og dermed blev skoven aldrig den samme igen for mig. Den var blevet mere end bare et sted med masser af træer. Det var i min verden et litterært sted.
Den smukke skov, som absolut er et besøg værd at gå rundt i, er nu heller ikke den samme mere. Vejen gennem skoven forandrer sig hele tiden. I gamle dage, der for 25 år siden, gik vejen oppe på et højderyg. Det glattede man så ud. Nu er også den del af den "gamle" vej så fortid. Nu kører bilerne henover to broer og uden om alle byerne. Man skal ikke længere gennem Bredsten, Nørup og Vandel, som man skulle dengang Dan Turéll levede.
Men man skal stadig gennem Gødding Skov. Det er ikke Danmarks største skov, men den er stadig meget speciel. Synd at vejen skal gå igennem den. Skoven og den dybe slugt kunne godt have nydt godt af fred og ro. Men ganske som i fiktioen for 25 år siden, så er Gødding Skov et sted, hvor ting sker.
Heldigvis dog trods alt uden de store skuddramaer.

Publiceret 13 October 2012 08:00