Der synges og spilles. (Foto. Helle Bodi).

Der synges og spilles. (Foto. Helle Bodi).

Fortællekoncert hos 0. klasserne

Dyrene fra Hakkebakkeskoven rumsterer på alle skolerne i Køge.

MUSIKLÆRE: I anledning af, at Thorbjørn Egner ville have fyldt 100 år til december, har alle 0. klasser i Køge haft travlt med – sammen med musikskolelærerne – at øve sig til en fortællekoncert, hvor alle dyrene fra Hakkebakkeskoven – Klatremus, Bamse og alle de andre, optræder.
Det er børnene selv, der klædt ud som mus, synger sangene, mens Sidse Marie Olsen fra Musikskolen fortæller historien og et band af musikskolelærere spiller til.
Det er helt umuligt, at alle 0. klasserne kan være samlet på en gang, så derfor er der planlagt i alt 3 koncerter.
Onsdag den 31. oktober, er det Borup Kulturhus, der danner rammen omkring koncerten, mens det den 1. november er Asgårdsskolen, der lægger teatersal til hele 2 forestillinger.
- Alle børnene har haft rigtig travlt med at lære sangene, når de en gang om ugen har haft besøg af en musikskolelærer, der så sammen med deres egne lærere har undervist i sange og rytmer. De har lært om grønkål, stikkelsbær og peberkager, de har samlet nødder i skoven, og de har været til fødselsdagsfest med Bamsefar. Denne kompagnon undervisning har fungeret i rigtig mange år i Køge og både børn, pædagoger og musikskolen har stor glæde af ordningen, fortæller Helle Bodi fra Køge Musikskole.
Desværre er der ikke plads til, at forældre og andre interesserede kan overvære koncerterne, men til gengæld vil der være meget at lytte til, når børnene kommer hjem og fortæller om deres dag i Hakkebakkeskoven.
pm

Pigerne er træer og drengene er mus der samler nødder. (Foto: Helle Bodi).

Pigerne er træer og drengene er mus der samler nødder. (Foto: Helle Bodi).

Publiceret 16 October 2012 14:00