Har du en forfatter i maven?

Forfatterværksted på Avedøre bibliotek for de 13-15 årige

Vil du gerne have gode ideer til at arbejde med digte, sangtekster eller andre skriverier? Synes du nogen gange, at den helt rigtige bog mangler? Eller har du bare lyst til en ny og anderledes udfordring?

Avedøre Bibliotek arrangerer i samarbejde med ¿Avedøre for Alle¿ forfatterværksted for 13-15-årige unge henover otte uger i efteråret. Med forfatter Adil Erdem som tovholder kan man få afprøvet det at skrive forskellige tekster og få hjælp til at udtrykke det, man har på hjerte på forskellige måder. Adil Erdem er bl.a. forfatter til bogen ¿Gadepigen¿ og har mange gode erfaringer fra lignende skriveprojekter, bl.a. i Brøndby Strand. - Alle kan være med. Man behøver ikke være den dygtigste i klassen eller være god til at stave. Bare man har en interesse for at læse eller skrive eller måske lave musiktekster, kan man være med, udtaler Camilla Graversgaard Nielsen fra Avedøre for Alle, der er medarrangør på projektet. Forfatterskolen foregår hver torsdag kl. 16-18 på Avedøre Bibliotek. Første gang er torsdag den 25. oktober. Tilmelding skal foregå på biblioteket. Der er begrænset antal pladser.

Publiceret 16 October 2012 09:00