(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Sigtet for røveri mod Kongsted Sparekasse

SIGTELSE: Sydsjællands og Lolland Falsters Politi har sigtet en 30-årig mand for røveriet mod Kongsted Sparekasse på Dyssevej i Rønnede den 20. januar 2012.
Den 30-årige, der nu er sigtet, blev anholdt af politiet i juni 2012, og har siden været varetægtsfængslet i en anden sag.
Ved røveriet blev en medarbejder holdt op med en pistol, da denne indfandt sig ved sparekassen den 20. januar 2012 klokken ca. 8.50. Herefter truede fire gerningsmænd sig adgang til sparekassen sammen med medarbejderen. Flere andre medarbejdere blev bagbundet, og gerningsmændene skaffede sig adgang til boksanlægget og til ca. 90 kundebokse.
Udbyttet ved røveriet blev et større kontantbeløb, smykker og andre effekter fra de ca. 90 kundebokse.
Gerningsmændene forlod sparekassen i en sort VW Passat, der senere blev fundet afbrændt i Hornbæk. Køretøjet var forud for røveriet stjålet i København.
Der resterer fortsat en del efterforskning i sagen med henblik på at identificere de øvrige gerningsmænd. Der kan derfor ikke gives nærmere oplysninger om efterforskningen i sagen, oplyser Sydsjællands Politi.
pm

Publiceret 16 October 2012 16:00