Af: Anne Ristorp Kraufeldt

Af: Anne Ristorp Kraufeldt

Spam-gate

Kommunen skal digitaliseres. Ældre kommer på IT-kurser. Den personlige kontakt skal minimeres. Alting skal foregå elektronisk. Derfor er det selvsagt ret usmart, at Hvidovre Kommunes spamfilter er så effektivt, at det frasorterer mails fra helt almindelige borgere. Ja, faktisk ikke blot usmart. Det er nærmest en lille skandale, en ægte spam-gate, at vi midt i en høringstid, hvor mange borgere sender deres høringssvar omkring den nye affaldsordning til kommunens mailadresser, finder et problem, der måske har stået på i længere tid? I månedsvis? Årevis? Mails, som afvises og aldrig når frem. Den borger, der henvendte sig til Hvidovre Avis med sin oplevelse i sidste uge, vidste godt, hvad spam var. Han vidste også, hvad der formentlig var årsagen til den fejlmeddelelse, han fik tilbage under forsøget på at sende sin mail til kommunen. En stor indsats og research fra borgerens side var årsagen til opklaringen, hvor de fleste borgere nok havde valgt at læne sig tilbage og sige: ¿Hm, jeg har nok gjort noget forkert¿. Eller værre endnu: Troet at mailen var gået igennem trods advarslen om det modsatte. Fung. borgmester Adelborg lægger sig da også fladt ned og indrømmer: ¿Det er slet ikke godt nok¿. Og nej, det er slet ikke godt nok. Faktisk heller ikke, at kommunen ikke med det samme har indrykket en meddelelse til borgerne i den lokale avis eller i det mindste på kommunens egen hjemmeside: ¿Hvis du modtager denne fejlmeddelelse skal du vide, at vi ikke har modtaget din mail. Send den derfor med Postdanmark eller aflever brevet personligt på rådhuset¿. Midt i en tid, hvor man kræver borgernes samarbejde omkring fuld digitalisering ville det dog være noget af en bet for kommunen at skulle indrømme, at det ikke altid er lykken med elektronisk post.

Publiceret 16 October 2012 09:00