Borgmesteren raser over minister

Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard er fortørnet på socialminister Karen Hækkerup, der har anklaget kommunerne for at være sløve med at standse fejludbetalinger og opdage fejl med social snyd. Ministerens kritik er helt forfejlet, for ifølge borgmesteren er det statens skyld, at Vejle ikke kan hente endnu flere penge fra sociale snydere end de 10 millioner, man henter.
"I Vejle Kommune er vi uhyre fokuseret på, at vi udbetaler de rigtige sociale ydelser. Vi gør en kæmpe indsats for, at borgerne hverken får mere eller mindre udbetalt, end de har krav på. Og det har vi i øvrigt været i mange år. Vi har haft et dygtigt controllerteam siden 1997, og vi udnytter alle de lovlige metoder, vi har til at undersøge sagerne. Men staten sætter rigtig mange begrænsninger for os. Vi kunne sikkert gøre meget mere, hvis staten gav os lov til at samkøre registre. Det har de tilladt Udbetaling Danmark at gøre," siger borgmesteren.
Vejle Kommunes controllerteam tager sig både af anmeldelser om socialt snyd og forebyggelse. Controllerteamet har i år allerede hentet næsten 10 millioner kroner, og halvdelen går faktisk tilbage til staten.
"Når vi modtager anmeldelser fra borgere, andre kommuner, Skat, lufthavnen og ikke mindst sagsbehandlerne i Vejle Kommune, der har mistanke om socialt snyd, går vi straks ind og undersøger sagen i detaljer," siger Helle Holm fra Controllerteamet.
"Vi lægger også stor vægt på at forebygge ved at lukke de huller, vi får øje på, og tjekke de generelle procedurer i samarbejde med sagsbehandlerne på de enkelte områder. Controllerteamet laver også en lang række stikprøvekontroller. Hvert år foretager vi fast cirka 250 stikprøvekontroller på sygedagpengesager og cirka 100 virksomhedskontroller."

Publiceret 27 October 2012 12:00