Det kan godt være lidt for højt, når hele skolen synger sammen

Det kan godt være lidt for højt, når hele skolen synger sammen

Fællessang

Spil Dansk Dagen blev blandt andet fejret med fællessang på Fynslundskolen

Af
Anne Lind

Anne Andersen

Klokken præcis 11.03 satte elever og lærere på Fynslundskolen igang med den første sang "Jeg ser de bøgelyse øer". Det samme gjorde de over hele landet på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, færger, fængsler m.m.
Torsdag den 25. oktober blev Spil Dansk Dagen fejret for 12. gang, og traditionen tro var et af de tidligste arrangementer den landsdækkende fællessang, som i år blev ledet af Anne Dorte Michelsen og Stig Rossen.
Danmarks største kor blev transmitteret på DR P4 – direkte fra Musikteatret i Vejle. Sidste år var hele 195 danske skoler tilmeldt fællessangen. På Fynslundskolen er de med til fællessangen for tredje år, og det er både elever og lærere der synger med:
- Vi har øvet på sangene hele ugen, så vi regner med, at vi kan dem, fortæller viceskoleinspektør Anders Johansen. Og det lyder da bestemt også sådan, især da "Se min kjole" flyder ud gennem højtalerne. Den kender alle børnene i hvert fald.
Spil Dansk Dagen er vokset så voldsomt i årenes løb, at det nu kan kaldes Danmarks største musikbegivenhed. I år var der tilmeldt mere end 1300 arrangementer, hvilket er rekord.
Efter at have sunget med på de tre første sange bliver der skruet ned for musikken på Fynslundskolen. Fællessangen er forbi, det er nemlig tid til at gå tilbage til klasselokalerne og spise madpakker.

200 børn og voksne var samlet på skolens bibliotek for at synge med på fællessangen

200 børn og voksne var samlet på skolens bibliotek for at synge med på fællessangen

Publiceret 27 October 2012 10:00